Haandværker Sangbogen

glem ej, min Ven, det var hende, du bandt til dit Hjem, som har styrket dit Modt Hvad var Du uden din Kone bevendt? — nægte det, kan Du ej være bekendt. — Kaldte man Dig end »et godt sølle Skind«, var Du et Skib uden Ror eller Vind! Nej! — Du bør prise din Lykke, at Du har en Plet, Du kan kalde dit Hjem, hvor huslig Glæde og Hygge en hengiven Hustru med Fryd kalder frem! Hvem faar Dig til at ta’ Skødskindet a’ efter en lang og anstrængende Da’? Hvem gi’r Dig Lintøjet, pænt og istand, ja, faar Dig til at drik’ Thepottevand? Havde Du ikke Madammen at hygge og hæge og skaffe Dig Ro, saa blev Du »gnaven i Kammen«, saa gik Du paa Kroen, saa sort som en So! Hør nu min kære Kollega og Bro’r, lad her i Aften os juble i Kor, glædes ved Minder fra Tider, som svandt, frydes ved Venskabets Baand, som vi bandt! Rungende Hurra skal tone for Damerne her midt i Smedenes Kreds! Hurra for Kærest og Kone! Gid, som her i Aften vi ofte maa ses! K—r. Generalforsamling i Centralf. af jydske Smede 1904. 137