Haandværker Sangbogen

det er møjet værre der, det var li’saadanne hjemme hos de Gamle! Se! har I Mage, ja, har I Mage til Mutter? Ja saa, er I med paa den? Uden hende næppe nok man aander, uden hende gaar selv Snedkeren i Spaaner, uden hende vil det ende med det bare klare Fusk. Hun er saagu vort Solskin selv i Regn og Rusk, og se derfor skal hun ha’e sig et dundrende Hurra, selv om muligvis der falder nu en Præken a’. Vilhelm Carlsen. 112. Mel : Kvæser-Vals. Smed! o, Du sorte, forhærdede Sjæl! du, som tør daske en Hingst paa dens Hæl, leger med Dampkraft, som andre med Sand, — du var ej altid saa kry, bitte Mand: Før for et Skjørt har Du rystet i Bukserne, li’som en Dreng, der faar Klø; som en Kalkun Du Dig brysted’ og gjorde Skrabud for den udvalgte Mø! Aarene gik, — Du blev Mand, Du blev Fa’r, Rystelsen lidt efter lidt sig forta’r; Du er ej mere saa frygtsom og kaad, Du bli’r adstadig og moden til Daad. Knap mer’ Dig selv kan Du kende, Du trodser hver Hindring, der er for din Fod; — 136