Haandværker Sangbogen

113. Mel.: Kulien gaar. Til daglig hænger vi Snedkere i, — Saven gaar, Høvlen gaar — og »otte Timer« det tror jeg, vi nok forstaar, ej forslaar; thi selv om vi færdig har savet og høvlet, med Svende- og Drenge- og Kunde-Vrøvlet, Tiden gaar, Klokken slaar, Aftenen med til vort Regnskab gaar. • At møde Torsdag i vores Lav, Bud vi faar — og vi gaar; saa lægges der atter paa os Beslag; Aar for Aar mer vi faar. Saa gaar det løs med åt diskutere Priskuranter og Love med niere; Munden gaar, ej den staar, sikke Slid der paa Miindlæ’er gaar! Saa kan det hænde — men sjelden blot — Tiden gaar, den er haard — at vi trænger baade til tørt og vaadt; Mad vi faar — og en Taar. Saa slider vi atter — ved Fadet og Kanden og holder en Tale for Oldermanden; han skal ha’e et Hurra. thi vores Oldermand er bra! Saa taler vi atter til Kvindens Pris; — Munden gaar, Hjertet slaar — vi savner hende naturligvis. — Hjertet slaar, Munden gaar. — 138