Haandværker Sangbogen

Rask lod de ved det grønne Bord sig gøre til Studenter og sad som »No’et paa et Kontor« og regned’ med Procenter; med Flid de deres Hjerne brød, de brugte Pen og Stemme og lode Grøden være Grød I Gryderne derhjemme. Nu, det er bravt — den Sag er rén __ om de den Kunst kan lære: at kunne staa paa egne Bén, i Fald det saa skal være. Dog paastaar jeg ved dette Glas — Om no’en saa bliver muggen — at først og sidst er deres Plads I Hjemmet og ved Vuggen. Kan smukt de drage op en Slægt med lys og aaben Pande, der elsker, ja, med dyb Respekt, det Gode, Skønne, Sande, hvem Danmarks og Vorherres Navn kan tænde Hjerteflammen, da gør én Kvinde mere Gavn end tyve Mænd tilsammen. Nu vel, vi tage af vor Hat for hver en ædel Stræben; vi hilse Kvinden, som en Skat, med Hjertet og med Læben! Paa hvilken Vis hun end gør Gavn, 140