Haandværker Sangbogen

7. Egen Melodi. Der er el Land; dets Sted er højl mod Norden, og Polens Bjerge svømme nær dets Havn; men skøn som det er ingen Plet paa Jorden, og Danmark nævner man dets fagre Navn! I sølvblaa Vesterhav en dejlig Have, med Bøgehegn, hvor Nattergale bo! Og hver en Del gav Himmelen sin Gave, paa hver en Plet Velsignelserne gro! Fra Ejdrens Strøm til Skagens hvide Banker den jydske Halvø krummer sig mod Nord. Et herligt Land! dets Folk sig Velstand sanker, paa fremmed Strand det henter Guld om Bord. Den muntre Stridshingst over Engen vanker, og Stimer myldre i den dybe Fjord; til Stavn og Ror har Skoven Egeplanker, dets Sønner Kraft og Snildhed deres Ord. Mod Øst for denne tvende Have stride mod Sjølunds Bred og Odins gamle 0; nær Lolland, Falster, staar i Klæder hvide, med Løv om Haaret, Bølgens ranke Mø. Det raske Folk kan ingen Mangel lide; thi Agren her sig bølger som en Sø; om fagre Blomstereng staa Lunde blide; her er det smukt at leve, tungt at dø! C. J. Bone.