Haandværker Sangbogen

som Mænd vi se Dig blomstre ved Folkets jævne Daad, ved Bonden bag sin Plov og ved Fisker i sin Baad. Da dybest Du var bøjet, og da Du haardest led, fornam vi, at Du ejed’ vor fulde Kærlighed, saa kæmpede vi sammen for Frihed og for Ret, og disse Magter gjorde os Vejen fremad let. Hvor Fuglen forhen hjemløs henover Heden fløj, der bugner Rug og Havre, der bliver Hveden høj; hvor før hver enkelt døjed’ i Fattigdommens Baand, vi bedrer Folkets Kaar ved at lægge Haand i Haand. Og Folkeaandens Ager ej heller savned’ Røgt, den bærer stolt og fager en Høst af kærlig Kløgt, der bygger Ungdomsskoler og letter Folkets Aag, og lærer det at tale i Friheds kække Sprog. • I denne Aand vort Banner, vort gamle Dannebrog, vi løfte vil og stille i Frihedsfolkets Tog; i det vi ville kæmpe og trofast holde Stand for Fred og Lys og Lykke her i vort Fædreland. 26. Mel.: Hvor Bølgen larmer højt fra Sø. Vort Land! Vort gamle Fædreland! Vort Læ mod Verdens Kulde med Udsyn til den nære Strand, hvor Bølgens Draper rulle. Hvad synge vel de Bølger nu? Al du blev altfor gammel du til iner end Visselulle? 27