Haandværker Sangbogen

er Hjertet trangt af Sorgen, og svulmer del af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. Og om i Øst og Vesi vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgl, hun lokker og hun drager, vi følger hendes Bud; for hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud. De fremmede, de tænkte at volde hende Sorg; de bøde hende Trældom i hendes egen Borg; men just som de mente, hun var i Baand og Bast, da lo hun saa hjertelig, at alle Lænker brast. Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt, de blev om hendes Sæde en stærk og trofast Vagt, hver Sang, som Folket kender og lytter til med Lyst, den blev en Ring i Brynjen, som dækker hendes Bryst. Hver kraftig Skæmt, der lokker om Læben frem el Smil, den blev om hendes Kogger en hvas og vinget Pil; hvert Ord, der kom fra Hjertet, og som til Hjertet naar, det blev en Sten i Muren, der hegner hendes Gaard. Og Aarene rulle og skiftes om paa Jord, og vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor, og Slægt efter Slægt segner hen paa Nornens Bud: Men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud. I.embcke. 37. Egen Melodi. Længe nok har jeg Bondepige været, siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten: 40