Haandværker Sangbogen

længr nok har hun, lydske Frøken, blæret sig paa mit Højsæde, og jeg gnavet Ben. Nu vil jeg glad sidde, hvor jeg sad, fremmest vil jeg træde i de dansendes Rad. Mindes jeg kan, i hedenfarne Dage Silke jeg sled i min Moders Rosengaard; rundt om mig sværmede Riddersvende strage, jeg gik med Guld og Perler i mit Haar. Dronning jeg var, Krone jeg bar, statelig i Dansen med Konning Valdemar. Ak. men da maatte jeg onde Dage friste; Sorte Grev Henrik min Husbond fangen tog, ind over gennembrudt Gærde sig mon liste vendiske Bander, og stedse frem de drog. Bort man mig smed — i Trælstuen ned: Tydske Frøken dansed i Dannekvindens Sted. Ikke til Hove stedes mer jeg turde, neppe hos Bonden man mig undte Ro; Haardhed jeg led, og vaande mig jeg gjorde, naar man mig stødte og traadte mig med Sko. Bonden min Ven blev dog igen, Græd med mig i Stilhed mangen Aften hen. Dagene skifte nu — Gud ske Lov de skifte! atier i Høielofts-Sale tor jeg staa. 41