Haandværker Sangbogen

Slag vel end vanker af lydske Frøkens Vifte, stolt hun end stritter, vil ej afvejen gaa. * Dog, trods al Strit, siger jeg frit: lydske Frøken danses af Dansen om lidt! Længe nok har jeg Bondepige været, siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten, længe nok har hun, tydske Frøken, blæret sig paa mit Højsæde, og jeg gnavet Ben. Nu vil jeg glad sidde, hvor jeg sad, fremmerst vil jeg træde i de dansendes Rad! Karstensen. 38. Mel.: Det haver så nyligen regnet. Det haver saa nyligen regnet, det har stormet og pisket i vor Lund; Frø af Ugræs er føget over Hegnet — Aag paa Nakke og Laas for vor Mund. Aarets Løb har sin Lov, der blev lyst i vor Skov — ak, hvor kort, indtil alt er Stormens Rov! Det har regnet — men Regnen gav Grøde; det har stormet, •— men Stormen gjorde stærk Som de tro’de, at Skoven alt var øde, saa de Vaarkraftens spirende Værk. For de gamle, som faldt, er der ny overalt, de vil møde, hver Gang der bliver kaldt! 42