Haandværker Sangbogen

55. Mel.: Man maa rejse til Fods. Dengang Bedstefa’r stod i sin fejreste Glans, var der morderlig »Gang« i et Haandværk som lians, han med Solen stod op og trak Skødskindet paa, at han sled som et Asen er let at forstaa; naar saa Fyraften kom, saa var Dagværket gjort, og saa røg han sin Pibe ved Naboens Port. Jøs, ja Bedstefa’r sled, til han Gluggerne gned og trak Nathuen dybt over Ørerne ned. Hvad derude i Verden den »ny Tid« fandt paa, mente Bedstefa’r, inaatte de lærde forstaa; han var Medlem af Lavet og kunde sit Kram, ja, for Pokker, hvad angik det andet saa ham! Men de Tider er borte, — jeg si’er ligfrem: Det var Bedstefa’rs Held, han blev borte med dem! Thi hvad vor Tid »fandt paa« for »en Dagløn« at naa, det ku’ Bedstefa’r aldrig i Livet forstaa. Se, Maskinernes Tid har vel Næven behov, men fra Hjernens Dynamo gaar Arbejdets Lov, hør, hvor Hjulene snurre og snurre afsted, og Gud naade den Stakkel, der ej følger med, hør, det suser i Traade paa Vej og paa Sti, hvor en larmende Dampvogn Dig buldrer forbi! Du maa strænge dit Blik og hver Nerve, Du fik, — hør, et tordnende »Fremad« er Tidens Musik! 62