Haandværker Sangbogen

og de, som flittig pirke den lille Industri, de Blusemænd, som bære og lægger Kræfter til, dem alle skal vi ære, som trofast gavne vil! Et Hoved kan ej være foruden Haand og Fod, og Haand og Fod maa lære at lyde Tankens Mod — men virkes der et Hele som mangt, vort Øje saa, da skal og Æren dele de store med de smaa. Chr. Richardt. 63. Mel.: Min Fødestavn er Lyngens brune Land. Naar Tankens Guld og Armens sejge Staal med ranke, stærke Viljer slutter Følge, naar Øjet fast vi fæster mod vort Maal, saa gaar vort Skib trygt over Tidens Bølge. Saa længe Skib har pløjet Hav om Strand, saa længe Bonden pløjed’ Agrens Fure, saa længe vogted’ Haandværk Danmarks Land, saa længe støtted’ vi dets gamle Mure. For hvert et Skridt vi gaar, vort Øje ser. hvad Haandens Mænd formaar i vore Dage: bag Kæmpehøj i Urnens brudte Ler hvad vore Fædres Hænder kunde mage. 71