Haandværker Sangbogen

Hvad udad tabes, indad vindes maa, i Kampens Larm vi Skulder staa mod Skulder; vor Viden spores skal i hver en Vraa, vort Fodslag lyde gennem Stadens Bulder. Lad Tidens Elv kun bruse hastig frem, vi følger den paa rappe, stærke Vinger; i Flok vi bygge skal vort eget Hjem, i Flok vor Fane højt mod Sky vi svinger. Vor Id skal højne gamle Danmarks Land, vort Haandværk bringe Bud fra Aandens Verden; saa længe Bøgen kranser Danmarks Strand, saa vide kendes Haandens travle Færden. 64. Mel.: Vintren rasat ut blandt våra fjällar. Aand og Haand! De tvende Verden styre! Sammen med det første Hammerslag tonede den første Sangers Lyre, hvælvedes den første Boligs Tag. »Arbejd!« Det blev Slægtens store Lære, ikke som en Træl, men som en Mand, der sin Gerning føler som en Ære, adles ved og adler selv sin Stand. Og som Kilder smaa, der sammen flyde, danne kan til sidst en mægtig Flod, saa enhver sin Skærv skal villig yde, give skal sin Virken og sit Mod. Skilte ad i Lav stod vore Fædre, broderligt vi samles alle her;