Haandværker Sangbogen

• 72. Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Top. At rejse paa Haandværket det er vel no’et, der sagtens er brugt over hele vor Klode; men der paa det Strøg hvor vi »Planter« er groet jeg tror dog bestemt, det er særlig i Mode. I Skove og Stæder, paa Sti og i Siræder man træffer jo Landsmænd i luvslidte Klæder og skæve Sko. Hvad gaar vi da efter, hvad er vel vor Agt, mon Guld vel vi søger og grønne Skove? Nej, det er det ukendtes sælsomme Magt, der tvinger os til disse Farter at vove: og tømmes end Lommen, og indsnevres Vommen, naar først vi engang ud paa Valsen er kommen, vi gi’er ej tabt. Vi hørte jo hjemme, at ude omkring man kunde os mestre i faglige Sager, vi hørte om skønne, kunstfærdige Ting, om Taarne og Spir, der mod Himmelen rager om sneklædte Tinder, om udgravne Minder om Floder, der fraadende falder og rinder og meget mer. Og naar vi end ikke Alverden rundt, og ser vi ej alt. hvad vi burde og vilde, et rask lille Strejftog dog ogsaa er sundt, del udvider Blikket og skærper vort Snille. Vi lærer at nøjes. Vi ser, det kan døjes, om end ikke Tingene altid just føjes paa Danskens Vis. H. B. 81 6