Grundrids af Danmarks Statistik

100 senere ved altfor stærk Hugst fra private Spekulanters Side, som købte Godser, udstykkede dem og omhuggede Skovene, navnlig ved Statens Domænesalg og i „Herregaardsslagteriets“ Periode efter 1784. Dette blev til stort Tab for det vestlige og nordlige Jyl- land, hvor Skov senere er savnet meget. For at beskytte Resten af Skov mod Ødelæggelse udkom den saakaldte Fredskovsforord- ning af 27. September 1805, efterat man allerede i 1733 og tid- ligere havde søgt at standse Skovenes Udryddelse. Loven af 1805 er den gældende Skovbestemmelse endnu den Dag i Dag. For- ordningen hævede det tidligere Fællesskab mellem Ejerne af Over- skoven og mellem disse og Ejere af Græsningsretten samt gav Regler for Hugsten i Skovene og befalede Skovenes Fredning. Den bestemte derhos, at den daværende Skov, undtagen hvad der blev udlagt som Vederlag for den afløste Græsningsservitut, og som derfor omhuggedes, skulde bevares som Fredskov; herved tænkte man særlig paa at bevare Overskoven som saadan, hvad der ogsaa er lykkedes. Lovens Bestemmelser gav saaledes Mulig- hed for en mere intensiv Skovdyrkning, og betegner et Fremskridt i Sammenligning med andre Landes Skovlovgivning, hvor Manglen af tilsvarende Bestemmelser har ført til, at Overskovene ere bievne forvandlede til Kratskove. Ogsaa paa anden Maade har Staten bidraget til Skovs Opelskning, særlig ved Skovanlæg i Hede- og Klitegne samt gennem Understøttelser til Træplantning i Hedeegne, hvor iøvrigt Betingelsen for Statens Bidrag er, at der paalægges de nyplantede Skove Fredskovsforpligtelse. I det hele var Fredskovsforordningen et stort Gode for Lan- det; saaledes var baade Fællesskabets Ophævelse og Frednings- bestemmelserne af stor Betydning for en rationel Skovdrift; der- imod har Paabudet om Skovenes ubetingede Bevarelse fremkaldt Kritik derved, at Skov ikke sjælden findes paa Jordbund, som kunde give langt bedre Udbytte i Agerbrugets Tjeneste, medens der omvendt findes megen skovløs Jord, som netop burde være beplantet. Skovene vare nemlig i 1805 ikke særlig heldigt for- delte, og Forordningen kom for sildig til at hindre Skovrydningen i det vestlige Jylland, medens der endnu paa Øerne fandtes Stræk- ninger, som ved at bevares som Skov hemmede ny Skovs Op-