Grundrids af Danmarks Statistik

61 eller 1/3 af Hovbønderne forlanger det. En Kommission afgør Sagen, hvis de interesserede ikke kunne blive enige. Siden den Tid er det gaaet rask fremad med Afløsningen, og nu er der kun en forsvindende Del tilbage. Som ovenfor bemærket blev der allerede i 1781 givet en Forordning om Jord fællesskabets Ophævelse; dog havde denne kun ringe Fremgang. Men efter Stavnsbaandets Ophævelse og Hove- riets Afløsning kom der ogsaa Fart heri; thi da begyndte Herre- mændene at interessere sig derfor, fordi de efter disse Reformer bleve nødte til at lægge Hovedvægten paa Bøndergaardenes Dyrk- ning; skulde de nu have nogen Indtægt, maatte de skaffe sig denne, ved at Fæsterne betalte en klækkelig Afgift, og dette kunde de kun gøre, naar Gaarden gav en ordentlig Indtægt, ligesom Fæsterne nu heller ikke tog en Gaard, undtagen de havde Fordel deraf. I 1792 udkom en Frdn., der tilsagde Jord- drotterne adskillige Pordele, naar dc udskiftede Bøndei godset, og navnlig gaves der dem Ret til at fordele Udgifterne paa Fæste- bønderne. Fra den Tid gik Udskiftningen rask fra Haanden, og i 1837 var den saa godt som tilendebragt; men med selve Ud- flytningen gik det smaat i længere Tid, idet Bønderne foretrak at bo sammen. Dette førte til, at Lodderne ikke altid fik hensigts- mæssige Former ved Udskiftningen (Stjerneudskiftning), hvorpaa der dog er raadet Bod i Tidernes Løb. I Forbindelse hermed staaer Frdn. af 1794 om Hegn og Markfred. Endelig skal nævnes, at i 1788 løstes de mest .trykkende Baand paa Kornhandelen; endvidere frigaves Kvæghandelen; de tidligere Forbud mod Udførsel af ikke fedet Kvæg ophævedes, og enhver fik Ret til at fede Kvæg, hvad der tidligere kun var tilladt Sædegaardsejere. De skadelige Følger af Naturaltiendens Ydelse som Bruttoafgift ere allerede ovenfor omtalte. Henimod Aarhundredets Slutning .opfordrede Kongen derfor til at afslutte frivillige Overenskomster om Afløsning mod en fast Afgift i Penge eller Korn, og i 1810 gav en Forordning enhver Tiendeyder Ret til at forlange Tienden afløst mod en fast Afgift; men Bestemmelsen om, at naar Yderne forlangte Afløsning, skulde Tiendevederlaget fast-