Kortfattet Haandbog for Typografer

Om sætning af fremmede sprog. — Latin. 105 paa den sidste af tvende umiddelbart paa hinanden føl- gende vokaler, som ikke skal danne en diftong, under- tiden (som i fransk) prikker, f. eks. poeta, poesis, da de ellers af ukyndige let kunde læses for pöta og pösis. Dette tegn kaldes i latin diærese. Store begyndelsesbogstaver brudes til egen- O 7 O o o navne (paa personer, folk, lande, feste, maaneder, dage) og i regelen ogsaa til adjektiver, der er afledede af saa- clanne; endvidere i begyndelsen af et afsnit, af vers (o: verslinjer) og en strofe, hvorimod deres anvendelse i begyndelsen af en sætning efter punktum er noget ubestemt, idet man, især i Tyskland, i den senere tid gjør en mere udstrakt anvendelse af smaa bogstaver i latinsk tryk end tidligere. Ved deling af ord bør man iagttage følgende regler: naar der i et ord staar to eller tre konsonanter ved siden af hverandre, tages saa mange konsonanter til den næste stavelse, som overhovedet lader sig udtale i begyndelsen af en stavelse, f. eks. mode-stus, admini-strari. En undtagelse gjør dog her som ellers sammensatte ord, ikke di-strato, men dis-trato, thi ordet er sammensat af dis og trato; ligeledes ikke po-stea, men post-ea, ikke qua-mo-brem, men quam-ob-rem, fordi disse 3 ord kun derved, at de tilsammen udgjør ét begreb, skrives som ét. Naar c og t støder sammen i ægte latinske ord (o: ikke fra græsk overførte), er det rigtigst at dele dic-tum, ikke di-ctum, da intet latinsk ord kan begynde med ct. Med hensyn til de romerske taltegn henvises til det særlige afsnit om disse pag. 45.