Kortfattet Haandbog for Typografer

I06 Om sætning af fremmede sprog. — Tysk. b. Tysk. Alfabetet er omtrent det samme som i det dansk- norske sprog; men naar kun fra a—z. Istedetfor j, æ og ø bruges il (tie), ä (ae), o (oe), hvilke lydtegn i alfa- betet opføres efter de tilsvarende u, a, o. Andre akcent- bogstaver gives ikke i det tyske sprog. Desuden findes diftongerne ai, au, ei, eu og du samt ligaturerne ch (d)), ck (d). ss (ff), sz (fe) og tz (tø). I antikva kan ikke er- stattes med sz, men med ss. Bogstavet y bruges kun i fremmedord, og c bruges i tyske ord kun i forbindelse med h, k og sch. Istedetfor c anvendes i den seneste tid i fremmedord undertiden det dermed i udtalen ligelydende z: Zizero = Cicero. Med hensyn til udtalen forresten gjør det tyske sprog ingen vanskelighed for en skandinav; kun maa det bemerkes, at aa udtales som et langt a, og at v (kaldet fau) betegner den samme lyd som f. Til tysk bruges nu ogsaa for en stor del antikva, især i videnskabelige verker og akcidenser. Med hensyn til ordenes deling gjælder omtrent de samme regler som for det norske sprog, og er ikke syn- derlig vanskelige paa grund af det nære sprog-slægtskab. Som en hovedregel gjælder det, at ordene deles efter deres udtale. Af de mere tvilsomme tilfælde kan her nævnes: 1) En enkelt konsonant mellem to vokaler hører i almindelighed til næste linje, f. eks. le-sen, hö-ren, schie- ben. Samme regel gjælder ogsaa for ch, sch, th, dt, ph og ss (B), der kun betegner en lyd (men ikke for ng\ f. eks. lö-schen. Anderledes forholder det sig derimod med endestavelserne ung; her bør man helst dele: Erfar-ung, Erweiter-ung, Erwart-ung. 2) Af flere konsonanter mellem 2 vokaler hører den sidste konsonant til den anden linje, f. eks. Hoff-nung, ent-reissen, Hänfling o. s. v.