Kortfattet Haandbog for Typografer

128 Nogle praktiske bemerkninger. Øvede farvetrykkere bruger i almindelighed følgende rækkefølge i farverne ved trykning af flerfarvede akci- denser eller illustrationer: Gult, rødt, sort, blaat, eller, om der er fem farver, rødgult. Selvfølgelig kan der og- saa anvendes andre eller med disse beslægtede farver istedetfor de her angivne. Ved illustrationer med flere farver er det afhængigt af hovedpladens beskaffenhed, hvilken farve der skal trykkes først. Denne trykkes i regelen brun eller sort. Bestaar denne plade kun af konturer uden mørke par- tier, saa bør denne trykkes først, forudsat at der ikke skal bronceres noget j i saa tilfælde bliver konturpladen trykt efter bronceringen; er derimod hovedpladen saa- ledes udført, at den danner et selvstændigt billede, bør denne trykkes som næstsidste farve. V ed et billede paa 9 farver og med en almindelig konturplade, som ovenfor nævnt, er den bedste række- følge i farverne følgende: 1. konturen (sort), 2. kjød- tonen, 3. gult, 4. lyseblaat, 5- lyserødt, 6. mørkeblaat, 7. mørkerødt, 8. brunt, 9. graat. Farverne inddeles efter deres styrke i dæk- og lasur fa rver. Af de ovennævnte 9 farver vilde kjødtonen, lysegult, lyseblaat, lyserødt og lysegraat være tonfarver, og sort, mørkeblaat, mørkerødt (ogsaa zinnober) og brunt og gult være dækfarver. Disse sidste, som skal vise den størst mulige intensitet, bør trykkes saa sterke som muligt. Hvidt bør efter de nyeste erfaringer ikke anvendes til tonfarver, med undtagelse af enkelte graaagtige toner; nuancen og styrken bestemmes udelukkende ved tilsæt- ning af fernissen. Hvidt er nemlig en meget vanskelig farve at behandle paa grund af sin urenhed og sin metal- holdighed, som bevirker, at den mecl tiden bliver graa. Ligeledes bør man, naar en dækfarve skal gjøres lysere,