Kortfattet Haandbog for Typografer

Om korrekturlæsning. 13 sætteren har udført rettelserne derefter, aftrykkes anden korrektur. Denne skulde egentlig kun tjene til at vise korrektøren eller forfatteren, at alle i den første korrektur gjorte rettelser er bievne rigtig udførte af sætteren; men heri paapeges tillige de feil, som først nu opdages. Un- dertiden behøves en tredje eller endog fjerde korrektur; det sidste korrekturaftryk (eller det første trykte ark) kaldes revision. — Hvis korrekturlæseren ikke har fundet noget eller kun ubetydeligt at rette, skriver han øverst paa første side: kan trykkes. For de feil, der findes i rentrykket, er bogtrykkeren ikke ansvarlig, naar de ogsaa findes i sidste korrektur uden at være anmerkede. Sætteren er forpligtet til at sætte, hvad der staar i manuskriptet, og hvis han har læst feil, oversprunget eller gjentaget noget, skal han rette feilen; men naar forfatteren gjør væsentlige forandringer eller tilføier noget, skal sætteren have særskilt betaling for det deraf følgende arbeide. Udslettelser og tilføjelser vil desuden let bevirke, at satsen paa enkelte steder kommer til at staa niere spredt eller sammentrængt, end den burde. Paa en udgangsside kan man tilføie eller udslette et stykke; men skal en saadan forandring gjøres et andet sted, maa et tilsvarende antal linjer stedse over- føres fra den ene side til den anden, indtil man kommer til en udgangskolumne. I en udgangslinie, der kun indeholder faa bogstaver, kan man tilføie nogle ord og ligeledes udslette nogle ord, naar linjen gaar omtrent helt ud til den ydre rand. Maa der gjøres en forandring midt i teksten, bør man saavidt muligt sørge for, at det nye, som tilføjes, kommer til at udgjøre omtrent ligesaa mange ord som det, der udslettes. Overhovedet bør derfor det manuskript, der leveres sætteren, i saa høi grad som muligt være trykfærdigt; kun derved kan virkelig korrekt og smuk sats erholdes (om et manu- skripts indretning se forresten nedenf.).