Kortfattet Haandbog for Typografer

 Om korrekturlæsning. Enhver feil, som korrekturlæseren finder i aftrykket, forsyner han med et korrigértegn; det samme tegn gjen- tages i margen, og tæt ved dette tegns høire side anføres rettelsen. Ethvert tegn maa staa nøiagtig lige ud for den linje, hvortil rettelsen hører. Findes der flere feil i én linje, bruger man forskjellige tegn (se nedenf). Man maa ikke forandre mere, end hvad der virkelig er feilagtigt, og ikke tilføie mere, end hvad der skal sættes af nyt. Skal f. eks. ordet hertil rettes til dertil^ maa kun bogstavet h rettes til d\ skal ordet omvendt rettes til anvendt, maa kun stavelsen om rettes til an. Staar ord eller bogstaver i urigtig følgeorden, maa man ikke stryge dem ud, men ved særegne betegnelser vise, hvorledes de skal omflyttes. En omhyggelig korrekturlæser har ikke alene at ændre feilagtig satte bogstaver, men idet han retter sit øie paa hvert eneste enkelt bogstav, tegn eller tal, der er aftrykt paa kolumnen fra øverst til nederst, skal han se over og under teksten og imellem linjerne, ja endog mellem de enkelte ord og de enkelte bogstaver. Han skal undersøge sidetal og kolumnetitler, norm og signatur, merke sig ethvert foregaaende arks sidste ord; han maa korrigere nrigtige bogstaver, ord, tegn, udeladelser («begravelser») og gjentagelser («bryl- lup»), skjevheder og ujevnheder, hængende ord, urigtig deling, uoverensstemmende interpunktion, og han skal paase, at mellemrummene mellem bogstaverne, ordene og linjerne er jevne og korrekte, at udgangslinjerne faar passende længde, og at der i satsen ikke uden grund indblandes bogstaver eller skilletegn af en anden skrift; fremfor alt kræver en titelkolumne omhyggeligt stu- dium saavel af forfatter som sætter og korrektør; den skal være kort, klar og smagfuld (nærmere om sætterens eget arbeide nedenf.).