Kortfattet Haandbog for Typografer

74 Om titelsats. maa altsaa saavel ved fraktur- som antikva-sats være ens- artede. Gjennem afveksling af større og mindre eller fede og magrere skrifter og anbringelse af en sirstreg eller vignet opnaaes effekt og «farve», som det kaldes; men selvfølgelig maa denne staa i samklang med bogens indhold og dens typografiske udstyr forøvrigt. Ved antikva-titler er versalier altid at foretrække for smaa bogstaver; thi versalier giver et roligere og smukkere billede. I versalier bør samtlige interpunktions- tegn udelades, derimod ikke abbreviaturtegn. Ved versalietitler maa man helst ikke anvende forskjellige skriftsorter, hvorimod dette er tilladeligt ved titler, som er sat med smaa bogstaver. Ligeledes bør man undgaa anvendelse af versalier og smaa bogstaver samtidig. Ved brugen af forskjellige skriftarter paa én titel er den gjentagne anvendelse af en skrift, som ligner hovedlinjen, at foretrække for uligeartede skriftsorter, som altid giver titelen et uroligt og spredt udseende. Ved rumfordelingen maa den størst mulige jevnhed søges opnaaet, og skrifternes «kjød» maa regnes med. Titelens fod (trykkersted eller forlæggerfirma) skilles fra det øvre parti med en sirlinje, vignet ell. lign., som oven- for nævnt. Grupper af linjer, som har karakter af underordnede bemerkninger, specifikationer og lignende, bør have en afstand fra hverandre i regelen saa stor som vedkommende skriftsort, hvormed de er sat. Det samme gjælder om forfatternavnet med tillæg samt stedsnavnet, forJægger- og trykkerfirmaet samt aarstallet. Bindeordene (og, af, ved osv.) maa være ganske tilbagetrædende for hovedlinjen og ved rumfordelingen ikke tages synderlig med i betragt- ningen. De sættes med almindelig, ikke halvfed eller forsiret, skrift. Paa en korrekt og smagfuld sat titel maa de vigtigste linjer, som hører til en gruppe, vise sig i lige afstand fra hverandre.