Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem. 319 Syrer (f. Exp. Smørsyre og Isovalerianesyre) \ De aerobe Baciller er overhovedet af alle Bakterier de stærkeste Ammoniak- dannere. De producerer mærkelig nok ingen Indol. Grunden hertil maa være, enten at de foretrækker de alifatiske Amino- syrer for de aromatiske, eller at de forbrænder Benzolkernen fuldstændigt. Som Stamform for Slægten Bacillus er det rimeligt at vælge B. mycoides, ikke blot paa Grund af dens proteusagtige Kolonier, men ganske særlig fordi den er den mest udbredte Jordbakterie. Den danner, som Emmerling har vist1 2, Mælkesyre af Druesukker og røber derved sit Ud- spring. Til dens nære Slægtninge hører de ubevægelige F'ormer, Bacillus Ellenbachensis og Bacillus anthracis, der begge danner Udløbere i Gelatine. De vigtigste Repræsentanter for den fore- liggende Slægt er ellers Bacillus subtilis og Bacillus vulgatus-, af disse staar førstnævnte nærmest ved Bacillus mycoides. Vi maa derfor tænke os, at Slægten Bacillus har udviklet sig fra de rankedannende Arter gennem Høbacillerne til Kartoffel- bacillerne, o: fra Bakterier med de mindre modstandsdygtige Sporer til dem med de mest modstandsdygtige, hvilket er ret naturligt, naar Udviklingen overhovedet er gaaet fra sporeløse til sporedannende Former. Ejendommeligt for de aerobe Baciller er det store Temperaturinterval, i hvilket de formaar at udvikle sig. Høbacillerne voxer saaledes imellem 6°—50°. En yderligere Tilpasning til Temperaturer opefter og dermed Afvænning fra de lavere Temperaturer fører over til de ter- mofile Bakterier. Disse danner Sporer, hvis Modstandsdygtighed endog synes at overgaa Kartoffelbacillernes. Saaledes hænder det ofte, at højt steriliseret Mælk, der Uger igennem holder sig uforandret ved 35°, løber sammen, saasnart den har staaet en lille Tid ved 70°. Det vilde maaske være rigtigt at op- stille Thermobacillus som selvstændigt Slægt. 1 Hvis Aminosyrernes Spaltning blot var en Hydrolyse, vilde vi for- uden Ammoniak udelukkende faa ikke-flygtige Oxysyrer. 2 Berl. Berichte 1897. S. 1869. 53