Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem

Forfatter: Orla Jensen

År: 1908

Sider: 330

UDK: 57 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000169

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 80 Forrige Næste
320 Orla Jensen. En særlig Gren af aerobe Baciller danner Slægten Urobacillus. At denne har samme Udspring som Slægten Bacillus er utvivl- somt, thi de fleste Proteusbakterier (ja endog Lb. prodigiösum) hydrolyser Urinstof. Denne Evne træffes ogsaa hos enkelte Koliarter, mange Kokker og hos de fleste anaerobe For- raadnelsesbakterier og kan derfor ikke for sig alene tjene som Slægtsmærke. En Urobakterie er først typisk, naar den kan vinde hele sin Energi udelukkende ved Urinstoffets Hydrolyse, og naar den har vænnet sig i den Grad til den herved op- staaede høje Alkalitet, at den bliver for syreømfindtlig til at udvikle sig paa almindelige Næringssubstrater. De mest typiske Urobakterier smelter ikke Gelatine, thi de behøver ikke andre Kvælstofkilder end Urinstof, som de under normale Forhold har nok af, og proteolytiske Enzymer vilde overhovedet kun virke daarligt paa Grund af den dannede store Ammoniak- mængde. Udviklingen fra Forraadnelsesbakterie til Urobakterie gaar derfor — i Modsætning ti], hvad der ellers er Tilfælde — fra gelatinesmeltende til ikke-gelatinesmeltende Former. Efter Miquel1 skal de vigtigste stavformige Urobakterier være følgende: 'Urobacillus Miquelii Danner ikke — Schützenbergii I Smelter Sporer — Schützenbergii II Gelatine — Freudenreichii — Leubei Danner — Maddoxii Smelter ikke Sporer — Pasteurii Gelatine — Duclauxii Da de tre første ikke danner Sporer, maa vi i Følge vor tidligere Definition simpelthen regne dem til Proteusbakterierne; Liquidobacterium Miquelii danner ogsaa i Gelatine de for Slægten karakteristiske Udløbere. Det samme gør den førstnævnte 1 Lafar's Handbuch der technischen Mykologie. 1904. III. 77. 54