Kortfattet Gjødningslære og Landbrugsstatistik

78 Staldgjødningen. der maa gjennemgaa en Række Forandringer, forend den kan tjene til Erstatning for de forbrugte Legemsdele. Fordøjelsen lærer os disse Fodens Forandringer at kjende. Fordøjelsens Opgave er at danne Blod. Fordsjelsen be- gynder med, at Foden optages af Munden, hvor Tænderne og Spyttet indvirke paa den. Den i Munden findelte og af Spyttet gjennemblodte Næring trænger tilligemed Spyttet igjennem Spiseroret ned i Maven, hvor den forandres me- kanisk og kemifl (Mavesaft); den mekanifle Indvirkning med- fører en yderligere Findeling, den kemiske en Oplosning af en Del af Foden, hvorved den bliver lettere fordøjelig. Fra Maven gaar Foden, der nu bærer Navnet Chylus, ind i Tarmkanalen, hvor Galden, Vædsken fra Mavekjertelen og Tarmsaften virke yderligere opløsende og omdannende paa den. Den i Maven og Tarmkanalen opløste Del af Foden optages, medens den gaar igjennem dem, af Blodkarrene, som omgive Maven og Tarmkanalen, og tjener til legemets Er- næring, medens den Del af Foden, der ikke er bleven oploft af Fordojelsesvædskerne, udstilles af Tyktarmen tillige med en Del af disse. De faste Exkrementer repræsentere saaledes den af Legemet ufordøjede Del af Foden samt en Del af Fordojelsesvædskerne, især as Galden. De af Vævene udsondrede Slofser blive endnu stærkere iltede i Blodet (opbrændes ved det i Blodet værende Ilt) og forlade tilsidst Legemet gjennem Huden, Lungerne og Urinen. Urinen indeholder- derfor de af Legemet op- løste og forbrugte Bestanddele af Foden. Naar vi nu erindre, at et udvokset Dyrs Legemsvægt ved normal Ernæring i smaa Mellemrnm enten slet ikke eller i alt Fald kun i ringe Grad forandres, saa folger heraf, at Legemets samtlige Udsondringer maa repræsen- tere de Stoffer, som Dyret har saael som Fode. Dette gjcelder dog naturligvis ikke om Fe bedyr eller om drægtige Hundyr eller om unge, voksende Dyr. Her afgiver Legemet i sine samtlige Udsondringer mindre, end