Forelæsninger Over Kommunal-hygiejnisk Ingeniørvæsen
Forfatter: J. T. Lundbye
År: 1917
Forlag: Andr. Krøyers Eftf. (Chr. Henningsen)
Sted: København
Sider: 204
UDK: 628 Lun
Trykt Som Manuskript
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
99
5400 m3 Kloakvand. Planterne vilde ogsaa faa Fosforsyre og Kali nok,
idet disse Stoffer vilde være til Stede i Mængder paa 108 og 324 kg. Regnes
Afløbsmængden pr. Ind. pr. Dag til 120 1 og Planternes Voksetid til 200 Dage
vilde 1 ha kunne behandle Vandet fra 225 Indbyggere.
Da imidlertid foruden de opløste Stoffer ogsaa en Del af de uopløste
kommer med ud paa Overrislingsmarken, afgiver disse ogsaa Plantenæring,
saa at langt fra alle disse Stoffer vil kunne optages. I de Maaneder, hvor
Planterne ikke vokser, maa Vandet alligevel renses, og det kan da kun
ske ved dets Rislen ned gennem Jorden, og i saa Henseende spiller Højden
af Grundvandspejlet en Rolle, hvorfor Undersøgelser af dettes Stilling og
Grundens Beskaffenhed er de to vigtige Forarbejder, der maa udføres.
Rent, groft Sand er den Jordbund, der egner sig bedst til Overrisling,
da det grove bedre end det fine giver Luften Adgang. Hvis de øverste Lag
er noget lerholdige er det kun en Fordel for Plantevæksten. Ved Berlin
og flere tyske Byer findes store Overrislingsmarker, og her kan man gen-
nemsnitlig regne 400 Indbyggere pr. 1 ha Overrislingsmark.
For Dræningen gælder de almindelige Regler, som siger, at Dræn-
strængenes Afstand i Tilfælde af en ensartet Jordbund forholder sig som
Højdeforskellen mellem Drænstrængenes Dybde og Grundvandspejlet midt
mellem Ledningerne, og at disse Afstande endvidere forholder sig omvendt
som Kvadratrødderne af de Vandmængder, der skal bortføres pr. Flade-
enhed. Jo mindre gennemtrængelig Jordbunden er, jo tættere maa de natur-
ligvis ligge. Hvor man har en Jordbund, der bestaar af fint Sand, maa
man passe ikke at lade Vandets Indtrædelseshastighed, i Drænledningerne
blive for stor, hvis Drænledningerne ligger med svagt Fald, idet Sandet
ellers vil kunne aflejre sig i disse og tilstoppe dem, hvis det af Vandet
føres med ind i Ledningerne.
For almindelige Marker sætter man Højden af Grundvandspejlet
midt mellem Drænledningerne til 0,7-1,0 m under Terrainets Overflade, ved
Overrislingsmarker maa man vælge denne Højde saaledes, at Jorden, der
ligger over Grundvandet, kan optage hele den Vandmængde, som sendes
ud over Arealet ved hver Vanding, idet der dog maa regnes med, at en
vis Luftmængde maa kunne blive tilbage, for at de aerobe Bakterier ikke skal
gaa helt til Grunde; man bør saaledes kun vande med 70 °/0 af den Vand-
mængde, Jorden vilde kunne optage, og er stærk Regn lige falden, vil denne
Vandmængde ogsaa være for stor.
Drænledningerne føres til aabne Afvandingsgrøfter, idet de bedst ud-
munder noget over Grøftebunden, for at det bliver muligt at tage Vand-
prøver fra hver enkelt Drænledning. Gennem Drænledningerne fornyes
Grundluften hvorfor det kan være godt paa høiere liggende beskyttede
Steder at forsyne dem med særlige Ventilationsledninger, der er ført op
til Jordoverfladen.
Mængden af de Kim, som Kloakvandet indeholder, nedsættes meget
betydeligt ved Behandlingen paa en Overrislingsmark; men helt kimfrit
bliver Drænvandet ikke. Særlig hvor Jorden bestaar aî Ler, fremkommer