Forelæsninger Over Kommunal-hygiejnisk Ingeniørvæsen
Forfatter: J. T. Lundbye
År: 1917
Forlag: Andr. Krøyers Eftf. (Chr. Henningsen)
Sted: København
Sider: 204
UDK: 628 Lun
Trykt Som Manuskript
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
5
alle de beherskede Lande, hvor man f. Eks. har Levninger af dem i Nîmes,
Pont du Gard, Sevilla, Lyon, Sens, Paris. Metz og Antibes.
Ved deres Vandvindingsanlæg benyttede de altid Vandets naturlige
Højde uden at løfte det ved Pumpning, idet de tog det fra en Sø, et Vand-
løb eller en Kilde, som det nu kunde passe sig. Eventuelt kunde de fra
underjordiske Vandaarer fremstille en kunstig Kilde eller tilvejebringe Vanr
det ved en Dræning (cuniculi). Ved Bygningen af Ledningerne har de efter-
haanden gjort Iagttagelser, hvilket bl. a. kan ses deraf, at de senere Anlæg
er givet et jævnere Fald end de ældre. Profilet er aabenbart ikke valgt
efter Vandmængden, men saa stort, at det tillod Passage for Eftersynets
Skyld. Paa enkelte Steder er der anvendt dykkede Ledninger af Bly i
Stedet for Arkade-aquadukter, f. Eks. ved Lyon; men som Regel har Stenene
været billigere.
Naar Rom fik 1 200 000 m3 Vand i Døgnet og kun havde 3—400 000
Indbyggere, maa man vist dog antage, at en Del af denne Vandmængde
løb bort gennem utætte Ledninger. Hvad Vandets Beskaffenhed angaar,
da var det meget middelmaadigt og naaede neppe at blive tiisti ækkelig
klaret ved de Bassiner, hvori hver Ledning endte. Plinius den ældre for-
tæller derfor ogsaa, at Romerne som Drikkevand foretrak Brøndvand.
Paa Frontinus’s Tid forsynede Hovedledningerne 247 Vandslotte (ca-
stellae), hvorfra da de enkelte Ledninger udgik, idet det var forbudt at
tage Vand direkte fra en Hovedledning. Rørene var af Bly med et pære-
formigt Tværsnit, idet de var dannede ved Sammenlodning af en Blyplade.
I ældre Tider maatte Vandet ikke ledes direkte ind i Husene, men
dette blev dog efterhaanden Skik, saa at Frontinus opgiver, at der langs
en af Hovedledningerne fandtes 13 594 Indlæg. Vandmængden bestemtes
ved et kalibreret Rør, der anbragtes i en bestemt Dybde under Vand-
spejlet. Ledningerne vedligeholdtes af en Stab af Arbejdere, hvoraf der
paa Agrippa’s Tid fandtes 240 og paa Claudius s 700.
For at beskytte Ledningerne var det i Byerne forbudt at plante Træer
indenfor en Afstand af 1,6 m og paa Landet 4,8 m fra Ledningen; enhver
Besudling med Ekskrementer var forbudt, og Bortledning af Vand straffedes
med store Bøder, afhængige af den bortledte Vandmængdes Støn else.
I de ældste Tider badede man i Tiberen; men senere førtes Appius
Claudius’s Vandledning til et stort Svømmebassin, og efterhaanden udviklede
Romernes bekendte Bade med den overdrevne Luksus sig.
Hvad Affaldsstofferne angaar, da var det Skik og Brug at samle dem
i Beholdere og tømme disse, der baade indeholdt Husaffald og Fækalier,
ud paa Gaden hver Morgen, hvorfra Snavset da fjernedes. Senere for-
bødes dette; det skal dog stadig have fundet Sted, men ganske vist om
Natten.
I Husene fandtes Latriner, der ofte skylledes med en stadig Vandstrøm.
Mærkelig nok var Latrinerne næsten altid beliggende nær ved Kokkenerne.
Offentlige Kabinetter fandtes ogsaa; paa Diocletians lid fandtes der 144
fordelt over hele Rom, for Benyttelsen af dem betaltes der.