Hovedtrækkene af de vigtigste fysiske Maalemetoder

152 MAALING AF VARMEGRADER Værdier for Modstanden og rø)00. Har man ved en ubekendt Temperatur funden Modstanden lig m, vil m — m 100° være Temperaturen defineret ved Modstandstermometret. Ved Sammenligning med et Normaltermometer kan man danne en 'fabel, hvorved man faar denne Temperatur omsat i den sædvan- lige Skala. Man bruger i Reglen Platin i Modstandstermometret; dets Temperaturkoefficient for Modstanden er ligesom andre ublandede Metallers stor, omtrent V250; som ædelt Metal modstaar det ke- miske Paavirkninger og dermed følgende Forandringer i Modstanden; ved Maaling af høje Temperaturer er dets Tungsmeltelighed af Betydning. Endelig er Platinets forholdsvis store specifiske Mod- stand et Fortrin; den Leder, der skal maale Temperaturen, ønsker man i Reglen kort; derimod blive Tilledningerne til den fra Maale- apparatet i Regelen lange; alligevel er det nødvendigt at Mod- standen i den korte Leder er langt overvejende over Modstanden i Tilledningerne, fordi man ikke kan gøre Regning paa at kende Temperaturen i de sidste nøje; deres Modstand maa derfor være saa ringe, at der kan korrigeres sikkert for de ubekendte Foran- dringer, der følge med at de delvis opvarmes. Skal imidlertid den korte Leder have den overvejende Modstand uden at blive uhand- lelig tynd, maa den have en stor specifisk Modstand. Efter Undersøgelser af Harker og Chappuis er Forskellen mellem Angivelserne 4 og 4, henholdsvis af Kvælstof- og af Pla- tintermometret mellem —23 0 og -{-4500 given ved 'ICO hvor <5 er qn Konstant omtrent lig 1,54. Ved enhver Modstandsmaaling maa der sendes en elektrisk Strøm gennem Lederen, som derfor opvarmes over Omgivelsernes Temperatur; forat undgaa Fejl herved maa man stræbe at holde Strømmen konstant og især indrette sig paa at arbejde med den svagest mulige Strøm ved at gøre Maaleapparatet følsomt. En anden Fejlkilde, der kan opstaa, hidrører# fra de termoelektriske Kræfter, der kunne opstaa ved Berøringer indenfor det opvarmede