Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Emne: kemisk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
KOLONIALVARER. 89 sorte sennep, men er noget større og af lysere farve. Den benyttes som tilsætning til spisesennep og til fremstilling af sennepsplaster. Af taffelsennep findes der forskjellige sorter. Den almindeligste er den franske, som er en blanding af fineste sort sennepspulver med vineddike og gjerne krydret paa forskjellig maade, f. eks. med ansjos o. s. v. Noget lignende produkt er ogsaa Düsseldorfer-sennep. Kremser sennep, der laves enkelte steder i Østerrig, faaes ved ud- røring af grovt sennepsmel i varm krydret vinmost; den har sød smag. Den engelske sennep er dels i pulverform, dels som en tynd, lysegul grød og har en meget skarp smag. Af det sennepsmel, der benyttes hertil, har man ofte udpresset den fede olje. Humle. (Hopfen, hops, houblon). Man betegner med dette navn den umodne frugtstand af humle- planten (Jtumulus lupulus L.), der er en tveboplante, og det er kun hun- planten, der dyrkes, idet man opstiller lange stænger for dens 3—8 m lange, klatrende stængel med de 3—5-lappede, stivhaarede blade. Han- blomsterne sidder i grenede klaser, hunblomsterne i kongJelignende rakler. Disse bestaar af 12 mm lange, tyndhudede, ægformede, grøngule dæk- blade, der er tagstensformig ordnet og ved grunden bærer en umoden liden nød. De er bedækket af fine, gule kjertier, de saakaldte lupulin- korn. Disse løsner sig let ved slag til et gult pulver, humlemel (fig. 57, -5). Dette er bæreren af den aromatiske humleolje og humle- harpiks, hvilken sidste indeholder hum le bit ter. I dækladene er der ogsaa garvestoffer. God vare skal være lysegrøn, noget klebrig og af kraftig aroma- tisk lugt. Er farven brun eller rød og lugten svedagtig, tegner det paa gammel vare. Saasnart de olivengrønne rakler begynder at blive gulagtige, plukkes de og tørres med den største om- hyggelighed i dækkede luftige rum, aldrig i solen. I det store benyttes humlekjøller, der gjennemstrømmes af 25—35° C. varm luft. Ofte svovles humlen, forat den kan holde sig. Det færdige produkt pakkes enten meget fast i 2 m høie, runde sække å 125—175 kg, eller det forsendes i blikdaaser. Efter høstningstiden skiller man mellem tidlig eller august- humle, der udmerker sig ved meget kraftig og fin aroma, men giver Fig. 57. Humle. 1) Hel rakle (efter Wettstein), 2) dæk- blad, 3) lupulinkorn (50 gange forst.).