Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

184 MANUFAKTURVARER. sterke hadfolder, de i Østerrig saakaldte „Imperiales“ og de høibenede Escurialfaar, der ikke har hudfolder og ofte kaldes „Electoralfaar“. Kryds- ninger af merinosfaaret med de hjemlige landfaar er de franske Ram- bouillet, det engelske Leicester- og Lincolnshirefaar. Det tyske landfaar og det engelske kjødfaar giver ligesom de nordtyske, hollandske og danske hedefaar og marskfa ar kun almindelig, ordinær uld. Dyrene klippes gjerne én gang om aaret, undertiden baade vaar og høst. Enten vaskes ulden paa dyret, eller ulden renses efter klipningen. En fuldstændig rensning finder først sted i spinderiet eller i egne vaske- rier, hvor de samlede forurensninger „uldsved“ fuldstændig fjernes; dette kan tilgodegjøres. Mængden af uldsved andrager ofte til 50—60 % og bestaar foruden af mekaniske forurensninger som jord og sand væsentlig af fedt og fedtsure kalisalte. Uldfedt fremstilles rent i vore dage i be- tydelige mængder (lanolin). De forskjellige dele af dyret giver forskjellig uld: I. kvalitet giver halsen, skuldrene, siden og det øvre laar, II. kvalitet faaes af nakken og ryggen og III. kvalitet af fra bugen, fødderne etc. (affaldsuld). Der er en række egenskaber, der forøvrigt er af betydning for kvalitetsbestemmelsen af uld. Disse er: Finheden (uldfibrernes tykkelse). Hos fine sorter er den 15—40 g. Denne egenskab staar i nøieste forbindelse med Krusningen, som er det eiendommelige, bølgeagtige løb hos haarene. Efter bøjningens art taler man om normal-, høi- og fladbuet uld. Jo finere ulden er, desto flere bøininger er der pr. længdeenhed. I han- delen skjelner man efter finhed og krusning mellem: supra electa (tykkelse 15—17 g med mere end 11 snoninger pr. 1 cm), electa (17—20 g, 9—11 snoninger), pr ima, secunda, tertia og quarta (denne sidste 33—40 med 4-5 snoninger). Længden er ogsaa af betydning. Man har korthaaret uld (2.5—4 cm) og langhaaret uld 9—15 cm. Blødhed, strækbarhed og elasticitet. Ved stræk kan uld- haaret forlænges indtil 40 %. En i haanden sammenballet ulddot bør ved aabning af haanden atter indtage sit oprindelige volum. Fastheden o: modstanden mod afslitning — maa ikke være for liden. Uldhaar taaler en belastning fra 3 til 46 g uden at briste. Vandgehalten er her som hos alle dyriske haar varierende, da de er meget hygroskopiske. Som normal vandgehalt regner man hos vasket uld 17 %. Bestemmelse af fugtighedsgehalten foretages i egne „Silke- og uldtørringsanstalter“; den kaldes co n d it ion eri ng og foregaar paa den maade, at en afveiet mængde af varen tørres fuldstændig ved 110° C. Ved en fornyet veining bestemmes tabet, der let kan udtrykkes procentvis. Farve og glans. Den almindelige farve er hvid, ofte med stik i det gule eller graa. Brun og sort uld er billigere. God uld har en eiendommelig sølvglans; den tykhaarede har sterk glasglans og kaldes