Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

MANUFAKTURVARER. 185 „glansuld“. Naar saadan uld forekommer iblandet fin uld, er dette en ulempe i farverierne, da den er vanskeligere at farve. Dyriske haar er forøvrigt gjennemgaaende lettere at farve end plantefibrer og kan ofte undvære beise. Uldfibrernes bygning er saa karakteristisk, at uld let lader sig ad- skille fra andre spindestoffer. Uld af merinosfaaret og forædlede faare- raser bestaar kun af enkelte uld haar. De er tynde, krusede og ofte sammenhængende i grupper. Fibrerne er fint stribet. Randen af de tynde overhudsskjæl løber som bøiede linier paa tvers af haarene. Da skjællene ligger tagstensformig over hinanden, ser randen svagt sag- takket ud. Der gaar 8—12 skjæl pr, 0.1 mm. Denne skjælbedækning gjør, at faareuld som ogsaa alle andre dyriske haar let danner filt, hvad man gjør anvendelse af saavel ved fremstilling af den egentlige filt som ved valkningsprocessen ved klædefabrikationen. Paa de meget lange og tykke haar af ordinær faareuld saavel som af gode engelske raser danner epidermisskjællene et netformigt over- drag. Inde i fibrerne findes der desuden en marv bestaaende af rund- agtige og langagtige celler, som er ordnede i en eller flere rækker. faareuld har en sp. v. af 1.3. I c he misk hensende bestaar den som alle dyrehaar af en hornagtig substans. Deraf kommer den ejendommelige, ubehagelige lugt, som brændt uld udsender. I kobber- uopløselig, af syrer angribes den lidt efter oksydammoniak er faareuld Fig. 82. 1. Fineste merinosuld (supra electa); 2. grov elektoralud (tertia), c kutikulaskjæl; 3. ordinær walachisk faareuld, c kutikulaskjæl, m marv (200 gange forst. Efter Hassac.) lidt. Varm natronlud opløser den let. Salpetersyre og pikrinsyre farver uld intens gul. I handelen inddeles faareuld efter beskaffenheden og anven- delsen i: Kareuld, som er fin, blød og sterkt kruset. Den benyttes til almindelig uldgarn. Kam uld, som er lang, min- dre kruset, indtil glat. Den an- vendes til „kamgarn“. Cheviotuld, der benyttes til fabrikation af saakaldt „che- viotgarn“. Denne uldsort faaes væsentlig fra faareraser frem- komne ved krydsning af finhaa- rede merinosfaar og grovhaarede engelske glansuldfaar. Videre har man: La muld, som faaes af unge