Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

 220 MANUFAKTURVARER. Blegningen. For at faa tøietrent hvidt, maa man ødelægge de mere eller mindre farvede substanser i tøjet. Græsblegningen foregaar paa den maade, at tøiet lægges ud paa en græsbakke udsat for vind og sol. Ved befugtning med vand fra tid til anden bleges det. Dette skriver sig bl. a. derfra, at der ved vandets fordunstning dannes noget ozon, der virker stærkt oksyderende og derved ødelægger alt farvende, saa tøiet bliver hvidt. Til raskere blegning særlig af stoffer af vegetabilsk oprindelse benyttes nu klor kalk. I en svag opløsning af dette stof dyppes tøiet og derefter i en svag syreopløsning. Herved bliver klor frit, og dette virker som bekjendt ødelæggende paa farvestoffer dels ved at forene sig med dem til farveløse forbindelser og dels ved at virke oksyderende. De sidste rester klor maa vaskes godt ud, hvis ikke tøiet skal blive udsat for ødelæggelser, ved at fibrerne bliver skjøre. For at hindre dette og spare tid benyttes ofte ved udvaskningen lidt anti- klor, der er et reducerende legeme, som oftest svovsyrlige salte. Til animalske fibrer, der vanskelig taaler den kraftige klorblegning, benyttes gjerne svovlsyrling enten som gas eller i opløsning. Farvningen. Denne operation er ældgammel, men har særlig ud- viklet sig raskt, siden tjærefarvernes fremkomst. Farven maa sidde godt fast og modstaa slid og vask. Det er derfor nødvendigt at bringe farvestoffet i opløsning, saa det kan trænge ind i fibrerne og ikke bare sidde udenpaa, saaledes som f. eks. tilfældet er ved trykning af ganske billige bomuldstøier. Imidlertid er ikke alle farver lige villige til at bide paa, og de kan desuden forholde sig forskjellig ligeoverfor de for- skjellige fibrer. Medens man saaledes ved at lægge silke eller uld i en vandig opløsning af fuchsin faar en meget sterk farvning, hvor farve- stoffet ikke igjen kan udtrækkes ved vaskning, saa bliver under samme forhold en bomuldstraad kun farvet ganske svagt, og farven gaar let af igjen ved vask. Havde imidlertid bomuldstraaden i forveien været dyp- pet i en opløsning af f. eks. garvesyre, vilde den blive farvet ganske paa samme maade som silken. Andre farver igjen som f. eks. krap, kan hverken farve silke, uld eller bomuld, uden at disse i forveien er bieven behandlet paa lignende maade f. eks. med en kromforbindelse. Man inddeler derfor farverne i substantive og adjektive. De første farver egte direkte, medens de adjektive fordrer et hjælpemiddel, en saa- kaldt bei se (bidemiddel — af „bissen“). Ved anvendelsen af de forskjel- lige beiser (lerjordsalte, jernsalte, tinsalte, kromforbindelser, garvesyre o. s. v.) danner disse og tøifibrerne samt farvestoffet en tredobbelt, intim forbindelse, der gjennemtrænger hele fibren ogsaa dens indre. En anden fremgangsmaade er at danne farvestoffet inde i selve fibren. Dette gjøres paa den maade, at tøiet først dyppes i en opløsning af et stof og der- efter i en opløsning af et andet, der saa virker chemisk paa det første og danner farvestoffet, som da kan udskilles i uopløselig form. Ved