Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
230
PRODUKTER AF DYRISK HUD.
dien og kvaliteten af huderne afhænger derfor af dyrenes alder, sundheds-
tilstand, ernæring o. s. v. Heller ikke er alle dele af dyrene lige gode.
Det bedste parti er den saakaldte kjerne (crotipon), som er rygstykket
fra midten og til haleroden; af dette stykke benævnes det forreste ryg
og det hagre s peilet. Af mange huder udskjæres hjernen og bear-
beides for sig, medens resten, der kaldes affald, giver billige sorter
læder.
Af raahuderne er oksehud mest anvendt. Tamhuder er hu-
derne af husdyrene (stute- og kviehuder), medens huderne af de halv-
vilde eller vildtlevende benævnes vildthuder. Disse kommer i store
mængder fra Sydamerika, Ostindien, Australien og Kaplandet, oftest over
Hamburg, Amsterdam og Havre.
Saadanne huder fra La Plata og det sydlige Brasilien skiller man
i „mataderos“, som stammer fra de dyr, der slagtes af befolkningen, og
de saakaldte „saladeros“, der kommer fra de store kjødkonservefabriker.
Disse er gjerne de bedste. Begge sorter saltes og er store handelsartikler.
„Campos“ er tørrede huder af saadanne dyr, der slagtes for landbefolk-
ningens behov. Man taler desuden i handelen om „somnierhuder“ med
kortere og „vinterhuder“ med længere haar. „Seroner“ er sække af
tørrede oksehuder; de benyttes til omslag om vareballer, særlig tobak
fra Amerika. De bearbeides i Europa til læder.
Kipps er en egen sort smaa huder af zebuen (eller pukkeloksen).
De udføres fra Ostindien og Sydafrika og kommer i handelen dels i
tørret, dels i tørsaltet, kalk- eller arsenikbehandlet tilstand.
Kalveskind staar høit i pris og giver et tæt og smidigt læder. Det
kan garves med kjødsiden udad, hvortil kun faa skind egner sig;
saadanne giver imidlertid et meget holdbart læder.
Hestehuder bearbeides meget i de senere tider. De kommer saltet
og tørret i handelen væsentlig fra de sydamerikanske prærier. Af „spei-
let“ faar man et udmerket læder, særlig til overlæder paa skotøi.
Svinehuder benyttes hovedsagelig til sadellæder.
Gjedeskind og faareskind benyttes i store mængder saavel til pels-
værk som til finere lædersorter. Tidligere anvendtes de til galanteri-
varer og hogbinderarbeider, men nu mere og mere til overlæder paa
skotøi, efterat man har lært at bearbeide dem saaledes, at de, trods at
de er tynde, dog bliver vandtætte og varige. Gjedeskind er det dyreste,
idet faareskind let vedvarende udvider sig under brugen. Disse sidste
kommer særlig fra Lilleasien, Balkanlandene og Australien.
Antilope- og kænguruhskind bearbeides i Amerika til handske-
læder.
Hu ndes kind (dogskind) benyttes til læder til handsker, dansesko
o. s. v.