Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
230 PRODUKTER AF DYRISK HUD. dien og kvaliteten af huderne afhænger derfor af dyrenes alder, sundheds- tilstand, ernæring o. s. v. Heller ikke er alle dele af dyrene lige gode. Det bedste parti er den saakaldte kjerne (crotipon), som er rygstykket fra midten og til haleroden; af dette stykke benævnes det forreste ryg og det hagre s peilet. Af mange huder udskjæres hjernen og bear- beides for sig, medens resten, der kaldes affald, giver billige sorter læder. Af raahuderne er oksehud mest anvendt. Tamhuder er hu- derne af husdyrene (stute- og kviehuder), medens huderne af de halv- vilde eller vildtlevende benævnes vildthuder. Disse kommer i store mængder fra Sydamerika, Ostindien, Australien og Kaplandet, oftest over Hamburg, Amsterdam og Havre. Saadanne huder fra La Plata og det sydlige Brasilien skiller man i „mataderos“, som stammer fra de dyr, der slagtes af befolkningen, og de saakaldte „saladeros“, der kommer fra de store kjødkonservefabriker. Disse er gjerne de bedste. Begge sorter saltes og er store handelsartikler. „Campos“ er tørrede huder af saadanne dyr, der slagtes for landbefolk- ningens behov. Man taler desuden i handelen om „somnierhuder“ med kortere og „vinterhuder“ med længere haar. „Seroner“ er sække af tørrede oksehuder; de benyttes til omslag om vareballer, særlig tobak fra Amerika. De bearbeides i Europa til læder. Kipps er en egen sort smaa huder af zebuen (eller pukkeloksen). De udføres fra Ostindien og Sydafrika og kommer i handelen dels i tørret, dels i tørsaltet, kalk- eller arsenikbehandlet tilstand. Kalveskind staar høit i pris og giver et tæt og smidigt læder. Det kan garves med kjødsiden udad, hvortil kun faa skind egner sig; saadanne giver imidlertid et meget holdbart læder. Hestehuder bearbeides meget i de senere tider. De kommer saltet og tørret i handelen væsentlig fra de sydamerikanske prærier. Af „spei- let“ faar man et udmerket læder, særlig til overlæder paa skotøi. Svinehuder benyttes hovedsagelig til sadellæder. Gjedeskind og faareskind benyttes i store mængder saavel til pels- værk som til finere lædersorter. Tidligere anvendtes de til galanteri- varer og hogbinderarbeider, men nu mere og mere til overlæder paa skotøi, efterat man har lært at bearbeide dem saaledes, at de, trods at de er tynde, dog bliver vandtætte og varige. Gjedeskind er det dyreste, idet faareskind let vedvarende udvider sig under brugen. Disse sidste kommer særlig fra Lilleasien, Balkanlandene og Australien. Antilope- og kænguruhskind bearbeides i Amerika til handske- læder. Hu ndes kind (dogskind) benyttes til læder til handsker, dansesko o. s. v.