Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

PRODUKTER AF DYRISK HUD. 231 2. Læder og garvning (garvematerialer). Dyrisk hud vil uden bearbeidelse ved tørring blive hornagtig, tør og stiv og vil i fugtig tilstand let gaa i forraadnelse. Ved garvning frembringer man læder, som er smidigt, varigt og som ikke gaar i forraadnelse. Ved den almindeligste garvemethode, rødgarvningen, benytter man hertil raastoffer fra planteriget — forskjellige saakaldte garvematerialer. De udmerker sig ved sin geh alt af organiske, surt reagerende forbindelser, som man gjerne benævner garvestoffer. Paa disses evne til med limstofferne i huden at danne uopløselige for- bindelser beror deres anvendelse i garverierne. Garvestofferne er opløselige i vand og har adstringerende (sammen- snerpende) smag. De giver med jernsalte sort bundfald (blæk). Med æghvidestoffer danner de uopløsfdige forbindelser. Herpaa beror deres anvendelse til klaring af vin og øl. Desuden forener de sig med farve- stoffer og plantefibrer og benyttes af denne grund som beisemiddel i farverierne. Det mest bekjendte garvestof er garvesyre eller tanin. Garvestofferne findes i alle plantens dele. Man anvender derfor som garvemateriale bark, ved, blade og frugter af visse planter, der er særlig rige paa saadanne garvestoffer. Ligesaa benyttes meget galæbler, som er udvekster paa planten, frembragt ved enkelte insekters stik (f. eks. galhvepsen). Endvidere anvendes i garverierne de paa garvestoffer meget rige ekstrakter katechu, gambir og kino — artikler, der nærmere findes beskrevet under farvevarer. Før vi nærmere kan beskrive garvningsprocessen, maa der kortelig redegjøres for de vigtigste garvematerialer. A. Garvematerialer. Garvebark. Det mest benyttede garvemateriale er den garvestofrige bark af forskjellige træer, da denne er billig og kan skaffes i store mængder. I dette øiemed dyrkes saadanne træer. De vigtigste sorter garvebark er: Egebark, som man udvinder af de forskjellige egetræsorter føuercus-arter). Barken af unge og indtil 20-aarige træer er særlig skattet paa grund af sit store garvestofindhold (8—13 %). Barken skaves af træet om vaaren, tørres og sælges i hel tilstand eller grovt ophakket. Man skjelner mellem den fineste speilbark af unge træer og den grovere „stambark“ og „niellembark“. Af disse sidste maa skorpen („skrupen“) fjernes, da den indeholder lidet eller intet garvestof. Speil- bark er glat, sølvgraa, indvendig brun og fri for skorpe. Pilebark af forskjellige salix-arter indeholder fra 6—18 % garve- stoffer og faaes i handelen i baandformede, bøielige strimler af 1 mm s tykkelse. Den benyttes særlig i Rusland til garvning af russelæder. Alm- og birkebark har ogsaa nogen anvendelse.