Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
272
TRÆLAST OG TRÆVARER SAMT PAPIR.
Blanding, limning, fyldning og farvning af „tøiet“.
For at faa papir af en bestemt kvalitet fremstiller man altid „heltøiet“
ved sammenblanding af forskjellige raastoffer: kluder, træmasse, cellu-
lose, straa o. s. v., der blandes intimt. Blandingen udføres efter forskjel-
lige tabeller. Træmasse kan tilsættes i en mængde af 15 og lige til
80 %. Jo mere der benyttes, desto daarligere bliver papiret, men saa
meget billigere. Kartons fremstilles ofte udelukkende af træmasse.
Limning har til opgave at indføre klebestoffer i massen, saa blæk
ikke trækker sig udover. Ogsaa trykpapir limes noget. Det er kun
trækpapir og filtrerpapir, som ikke limes. Tidligere brugte man ude-
lukkende arklimning, idet de færdige papirark dyppedes ned i en op-
løsning af dyrisk lim og udpressedes (animalsk limning). For tiden
benyttes denne limningsmethode kun ved særlig udmærkede sorter papir.
Ellers anvendes omtrent udelukkede „tøilimning“ (masselimning eller
bøttelimning), hvorved klebemidlet, nemlig harpikslim, allerede indføres i
„tøiet“ (vegetabilsk-mineralsk limning). Dette „lim“ faaes af furuharpiks
(kolophonium) ved kogning med en sodaopløsning. Herved dannes en
harpikssæbe i form af en honninglignende væske. Denne tilblandes
alunopløsning (eller aluminiumsulfat) og tilblandes massen i blandings-
hollænderen. Den dannede lerjordsæbe og de uforandrede hapiksdele
blander sig fint og fast med papirfibrerne. Til de fineste sorter papir
anvendes ofte voks (vokslimning) istedetfor harpiks.
Fyldningen er en tilsætning af pulverförmige stoffer, der har til
opgave at udfylde mellemrummene mellem fibrerne og derved give pa-
piret et penere, jevnere og tættere udseende samt høiere glans. Disse
fyldestoffer forhøier desuden papirets vegt, hvilket spiller en stor rolle,
da papir sælges efter vegt. Som saadanne fyldestoffer benyttes: kridt,
gibs, tungspat (eller kunstig fremstillet per mane nt hvidt, blåne fixe).
Meget ofte anvendes kaolin (china clay) eller udfældt kiselsurt kalcium
(det engelske „patentf lling-up-paste). Jo mere fyldestof der er, desto
mindre fasthed faar papiret. Til skrivepapir benyttes ikke sjelden sti-
velse som tilsætning.
Farvning af papir bliver ofte udført derved, at farven tilsættes til
selve massen. Farverne er gjerne tjærefarver. Blaaningen eller „bræk-
ningen“ bestaar deri, at man for at faa et saa hvidt papir som muligt
ophæver den gule farvetone, som papirmassen gjerne har, ved tilsætning
af et bl aat farvestof, som ultramarin, indigo, anilinblaat eller lign,
(ganske paa samme maade som ved sukker, gardinvask o. s. v.).
b) Papirets dannelse.
Den gamle methode, der nu kun sjelden benyttes for af den fær-
dige masse at frembringe papir, blev drevet for haanden. Produktet
kaldes bøttepapir. Til bedre forstaaelse af det efterfølgende maskin-