Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

INDLEDNING. 9 Ved ca. 30° ligger saaledes delte legemes kritiske temperatur). Flere gaser har sin kritiske temperatur meget lavt — under -H 100°. Før man derfor endnu var istand til at frembringe saa lave temperaturer, var det ganske umuligt at faa disse gasarter komprimerede; man kaldte dem permanente gaser i modsætning til de inperrnanente. Alle gaser kan nu presses sammen til væske. Saadanne komprimerede gaser enten i væskeform eller i gasform under stort tryk er nu handelsvarer og forsendes i sterke staalcylindre (f. eks. kuldioksyd, klor, surstof, vand- stof, kvælstofoksydul o. s. v.). En del legemer gaar ved ophedning direkte over fra fast form til gas uden at gjennemgaa den flydende agregattilstand. Gasen gaar da ved afkjøling ogsaa direkte over i fast form. Saadanne legenier siger man sublimerer. En sublimation kan ofte benyttes til rensning af et legeme eller til at adskille forskjellige dele i blandinger af stoffer, hvoraf et eller nogle sublimerer, medens andre ikke er saa let „flygtige“. De temperatur- grænser, inden hvilke man for tiden kan eksperimentere, er mellem ca. 4000° C. opover (i den elektriske smelteovn) og indtil under 4- 200° C. nedover. (Man skal have opnaaet -H 264° C., hvilket nærmer sig det absolute nulpunkt, der ligger ved 4- 273° C.). Alle temperaturer derover er varme — mere eller mindre; nogen „kulde“ eksisterer der egentlig ikke; det bliver bare en lav varmegrad. Hvordan saadanne lave tempe- raturer frembringes læres i fysiken. 2. Den ydre form. En krystal er et gjennem sin masse ensartet legeme, der er be- grænset af naturlige, gjerne plane flader/ der skjærer hinanden under bestemte vinkler. Saadanne krystaller er at betragte som uorganiske individer svarende til planternes celler. Læren om krystaller kaldes krystallografi. Til studium af denne videnskab kræves der forkundskaber saavel i mathematik som i fysik og chemi. De tusinder af forskjellige krystalformer lader sig alle indordne under 6 hovedsystemer, der indbyrdes adskiller sig ved sit akseforhold, idet man tænker sig krystallen gjennemtrukket af forskjellige akser, der skjærer hinanden under bestemte vinkler og er af samme eller forskjel- lig længde. Under hver af disse hovedsystemer har man en hovedform, fremkommet derved, at man lægger plane flader paa enderne af de nævnte akser. Nu kan man imidlertid ved regelmæssige bortskjæringer af kanter, hjørner o. s. v. faa frem et utal af afledede former, der imidler- tid fremdeles er karakteriseret ved akseforholdet, samtidig med at vinklerne mellem krystalfladerne giver oplysning om den afledede forms oprindelse. Disse krystalsystemer er: