Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

340 BYGNINGSMATERIALER. lidt pibeler, vandglas o. s. v. og koges med alun. Efterat væsken er løbet af, tørres den grødagtige masse forsigtig og presses i former, hvor- efter stykkerne tørres grundig og tilskjæres. Derefter koges de i linolje og stearin, pudses med trippel og poleres med. kalk. Saadan kunstig merskum kan ligne den naturlige i høi grad og endog skuffe kjendere. Den adskiller sig dog fra den egte ved større haardhed og større tæthed foruden ved mangelen paa den celleagtige struktur, der er karakteristisk for den egte. Overfladen er desuden mere ensartet end paa egte merskum, hvis overflade næsten altid har skyede tegninger. Affaldet fra denne første »masse« benyttes saa til ny masse, der imidlertid bliver meget simplere. Hovedsædet for denne fabrikation er Ruhla og Wien. Merskum findes ogsaa i Grækenland ved Theben og i Spanien ved Toledo og Madrid og enkelte andre steder. 4. Kunststene. Teglsten. (Ziegel, brick, brique). De almindelige murstene er porøse lervarer, der er brændt til begyndende sammensintring. Det hertil benyttede raastof — b laa ler — indeholder gjerne betydelige mængder kulsur kalk og jernoksydhydrat, men bør ikke indeholde indesluttet grovere stykker af kalksten, kvarts, gibs, svovlkis eller andre mineraler. . Leret bliver grundig sammen- arbeidet i specielle æltemaskiner, hvorfra det presses ud gjennem et mundstykke som baand uden ende. Dette afskjæres med staaltraade til enkelte stene, der tørres i luften. Derefter brændes de ved ca. 1000° som oftest i Hoffmannske ringovne. En Hoffmannsk ringovn (fig. 185) bestaar af 12—20 enkelte kamre, der kan skilles fra hinanden ved en skjærm. De kamre, der er i drift, er ikke adskilt, men danner en sammenhængende kanal. I hvert kammer er der en dør T til fyldning og tømning; denne er gjen- muret under brændingen. Endvidere har hvert kammer en røgkanal r, der fører til røgsamleren R; røgkanalerne kan afspærres ved. en skyver eller klokke V. Lad os tænke os, at kamrene 1—12 er fyldt med sten. I et kammer f. eks. nr. 6 indbringes faste brændmaterialer, der er smaadelt, gjennem en hel række, med laag forsynede aabninger F (fig. 186). Mellem stenene er der ved indsætningen gjort smaa schakter aabne i dette øiemed. Forbrændingsgasen gaar fra kammer 6 gjennem 7 til 12, hvor den, stanset af den mellem 12 og 13 indsatte skillevæg, tvinges til at gaa gjennem den aabne røgkanal r12 ind i røgsamleren R og derfra til skorstenen; de øvrige røgkanaler er lukkede. Paa sin vandring gjen- nem kamrene 7—12 afgiver forbrændingsgaserne sin varme til stenene i disse kamre, der saaledes bliver forvarmede. Den luft, der skal under- holde forbrændingen, træder ind i det aabne kammer 1 og gjennemstryger de tidligere færdigbrændte stene i kamrene 1—5, afkjøler stenene og bliver selv forvarmet, saa den naar varm til 6 (regenerativsystemet s. d.). I 1 bliver stenene nu helt afkjølet; kamrene 13 og 14 tømmes og be- skikkes paany. Efter nogen tid f. eks. 12 timer rykker man brændingen til 7; skjærmen borttages fra 12 og indsættes mellem 13 og 14. Nu er