Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
MATERIALVARER.
407
gjerne er tilsat dekstrin. Almindeligt pudsepulver kan ogsaa være gul
oker, mergel, pulveriseret skifer, pimpsten, kiselgur o. s. v.
Engelsk jord er en fra Wales stammende, graabrun varietet, der
er kostbarere end almindelig trippel.
Polerskifer og klebskifer.
(Polier-, Klebschiefer, polishing slate, argile ä polir).
Polerskifer (sølvtrippel) er en slags let, skifrig, jordagtig og
skjør trippel af gul, graa eller lys brun farve; den kleber kun vanskelig
ved tungen. Den findes ved Bilin i Bøhmen og ved Zwickau i Sachsen
og anvendes til polering og pudsning af sølv, ædelstene, glas o. s. v.
Klebskifer ligner polerskifer og har tilsvarende anvendelse, men
er tyngere og kleber let ved tungen.
Diamantstøv.
(Diamantbort, diamond poivder, poudre d’ecrisse).
Dette er pulver af diamant, fremkommet ved knusning i staalmortere
af alle slags affald fra diamanter, saavel rene som uklare og af karbo-
nadas (sorte diameter). Ved slemning faaes det i forskjellige finhedsgrader.
Karborundum.
I 1893 fremstillede Acheson i Amerika dette stof, der viste sig at
være siliciumkarbid (CSi). Det faaes ved at gløde en blanding af
koks og sand i den elektriske smelteovn (SiO2 + 3C — SiC -f- 2GO). Det
danner blaalige og graagrønlige krystaller, der skilles i forskjellige num-
mere. Det har haardheden 9.5 og benyttes mere og mere istedetfor
smergel som slibepulver, til karborundum-stene og -papir tiltrods for sin
høiere pris, da det paa grund af sin større haardhed arbeider meget
hurtig og herunder kun trænger forholdsvis lidet af pudsematerialet.
Polerrødt (Englischroth, rouge) er enten det kunstig tilberedte eller
det i naturen forekommende med ler og kiselsyre opblandede jernoksyd.
Dette sidste er knust rødjernsten (blodjernsten), der imidlertid er mindre
fin end den kunstige, der gjerne er gløderesiduet efter fremstilling af rygende
svovlsyre („kolkothar"4) ved glødning af jernvitriol. Man adskiller to sorter:
den violette staalrouge og den blødere, røde guldrouge. Til meget fine
metalarbejder, til polering af glas, til speile, til overdrag paa strygremmer
for barberknive o. s. v. tilberedes polerrødt saaledes, at man gløder sterkt
en blanding af jern vitriol og kogsalt, hvorpaa man efter udvaskning med
vand faar et fint pulver. Et endnu finere præparat erholdes ved ophedning af
oksalsurt jernoksydul i luften.
Wienerkalk faaes ved glødning af dolomit eller magnesiaholdige, sand-
frie kalkstensorter; den forsendes i godt lukkede kar eller i flasker; ligger
den i luften optager den kulsyre. (Wienerkalk kaldes undertiden den som
malerfarve anvendte fine, kulsure kalk.) . •