Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

20 INDLEDNING. materialer som kul, ved, koks, lysgas o. s. v. afhænger netop af den varmemængde (antal kalorier), der ved forbrændingen bliver fri. Denne varmemængde er atter afhængig af den chemiske sammensætning og kan beregnes heraf. 10. Kjendemerker paa varer af planteriget. En stor del af de i handelen gaaende varer er fra planteriget. De kan stamme saavel fra plantens rod, som stængel, blomst, blade og frugter, som tilfældet f. eks. er med krydderier. For at kunne forstaa en beskrivelse af saadanne varer og deres oprindelse, specielt beskrivel- sen af den plante, hvoraf varen skriver sig, er det nødvendigt at have noget kjendskab til planternes ydre og indre bygning (plantemor pho- logi og anatomi). Det er væsentlig blomsterplanter, de saakaldte phanerogamer og de med karbundter forsynede blomsterløse planter eller karkryptoganier, der i varekundskaben spiller nogen rolle. Ved disse planter skjelner man mellem rod, stængel, blade, blomster og frugter. a) Roden. Roden (radix) vokser gjerne nedover; den fæster planten til jorden og opsuger den nødvendige næring : kali, fosforsyre og kvælstof, medens bladene optager planternes hovednæringsmiddel: kuldioksyd. Pælerod kaldes roden, naar den har en hoveddel, der ligger i stængelens retning nedover. Tre vier od danner et knippe af omtrent lige tykke smaarødder. Specielle sorter rødder er: s ny 1terødder, der trænger ind i og tager sin næring fra andre planter. Luftrødder hos nogle tropske planter hænger frit ned fra stammen. Vandrødder hænger frit i van- det. Hefterødder hos vedbenden f. eks. benytter planten for at holde stængelen oppe. En rod bærer aldrig blade. b) Stænglen. Stænglen eller stammen, hvis den er træagtig, bærer bladene, blomsterne og frugterne. Findes der ikke en egentlig hovedstamme, taler man om en busk. Stammen hos de tofrøbladede planter bestaar af bark og ved; i denne sidstes midte ligger marven. Mellem barken og veden ligger der et lag langstrakte celler, det saakaldte bast væv. Mel- lem dette lag og veden igjen har man sevjen (camlnum), en sødagtig væske, der i sommerens løb afsætter nyt træstof udenom de gamle træ- ringe og nye bastlag indenfor de ældre bastlag. Barken igjen paa unge træer bestaar af den ydre overhud (epidermis) og det egentlige bark- cellevæv der ofte sprænges ved stammens vekst. Overhuden visner ofte bort medens der af barkcellevævet dannes kork. Hos korkeegen er denne korkedannelse udpræget. Atter andre planter som birk, potet o. s. v. har hudagtigt korkevæv. De seige basttrevler hos mange planter (lin hamp jute o. s. v.) har udstrakt anvendelse til spundne og vævede artikler, til tougverk o. s. v.