Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

INDLEDNING. 21 I veden skjelner man mellem malmen eller kjerne veden og splinten eller yten. Den første er det indre faste, fortykkede cellevæv, der er dødt. Deri findes i enkelte træsorter afleiret forskjellige farvestof- fer som hos rødtræ, blaatræ, gultræ o. s. v. Splinten eller yten er de yngre, noget løsere saftfulde, levende trædele, der gjerne er lysere end malmen. Vedmassen er opbygget af koncentriske vedlag, de saakaldte aarringer, let kjendelig derpaa, at vaarved og høstved er af forskjellig fasthed. Det inderste parti, resten af det oprindelige grundvæv, kaldes marven. Denne kan hos ældre træer være ganske ukjendelig, fortræet eller helt forsvundet. Fra marven løber de saakaldte marvstraaler, som er dannet af tyndcellede væv, radialt udover mod barken. De straa- ler, som begynder i selve marven, siges at være primære; de, der først begynder i selve veden og løber ud mod basten, kaldes sekundære marvstraaler. En stamme af et tofrøbladet træ bestaar altsaa af følgende lag indenfra og udover: 1) marven, 2) kjerneveden, 3) splinten, 4) sevjen, 5) basten, 6) barken og 7) overhuden. De énfrøbladedes stængel (palmestængler f. eks.) er gjerne udelt og af meget begrænset tykkelse. I enden af stænglen er der en enkelt krone af store blade, af hvilke de nederste visner og falder af, hvorved der efterlades ringförmige ar paa stænglen. Nogen egentlig bark haves ikke. Karbundterne ligger spredt rundt i grundvævet og er ikke som hos de tofrøbladede anordnet i koncentriske ringe; en følge heraf bliver da, at stænglens vekst i tykkelse bliver meget begrænset, og at veden i stammens pereferi er haardere end i midten, som følge af at karbund- terne her staar tættere. Bliver ikke stænglen træagtig, kaldes planten en urt; den er da som oftest kun enaarig. Græsarternes stængel kaldes halm eller straa og er ved knuder delt i flere led. Den er hul i det indre og i almindelighed ugrenet. Stæng- len er ikke altid cylindrisk; den kan ogsaa være fladtrykt. Undertiden er den kjødfuld og saftig som hos næpe eller kaktus. En rodstok (rhizomcC) er en underjordisk stængel. Den adskiller sig fra en almindelig rod derved, at den bærer blade eller merker efter blade. Er rodstokken fortykket, som f. eks. hos poteten, kaldes den en knolle; den er forsynet med knopper (»øine«), En løg er en kjødfuld, bladbærende knolle. Knopper er organer, hvoraf der kan udvikles saavel rod, grene, blade som blomster, Man skjelner mellem rod-, blad- og blomsterknop o. s. v.; de kan enten være endeknopper eller sideknopper i blad- hjørnerne. c) Bladet. Hos de fuldstændig udviklede blade (folio) har man bladskeden, den- nederste del, der omfatter stænglen; dernæst den ofte tynde bladstilk og endelig bladpladen. Mangler bladstilken siges bladet at være sid- dende. Bladskeden kan være omformet til blade, biblade, der kan have de forskjelligste former. Et enkelt blad har kun paa bladstilken én bladplade. Er der flere ved mindre bladstilke forenede plader, taler man om et sammensat blad. Det enkelte blad kan være linjeformet, ægfor- met, eliptisk, rundt o. s. v. Det sammensatte blad kan være haandfor- met, finnet etc. Efter nervernes forløb taler man om fjærnervede (som hos en fjær) og haan dnervede blade. Det enkelte blad saavel som