Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

442 TÆNDSTOFFER, BRÆND- OG BELYSNINGSMATERIALER. Brunkul. (Braunkohle, lignite, houille brune). Brunkul er ogsaa en slags fossil kul, som skriver sig ligesom sten- kullene fra fortidens planter, men er yngre. De har en brun eller sortbrun farve og brun streg og viser en træagtig eller jordagtig struktur; de brænder med flamme og udbreder en noget ubehagelig lugt væsentlig forskjellig fra den, der fremkommer af brændende stenkul. Brunkul er ofte en af bitumen gjennemtrukket substans med bevaret træstruktur af forhistoriske naaletrær (lignit). Jordagtig brunkul benyttes delvis som farve (s. kølnisk umbra), Papirkul, bladkul (dysotil) er tyndskiktet, læderagtigt, papiragtigt og indeslutter ofte blade, rester af blomster og frugter o. s. v. Brunkul findes i leier af betydelig mægtighed i nyere bergforma- tioner, særlig i Tyskland, Böhmen, England, Frankrige o. s. v. En værdifuld paa bitumen meget rig brunkul fra Sachsen kaldes »Schwellkohle« ; heraf udvindes paraffin. En anden sort ældre, stenkul- lignende brunkul kaldes gagat eller jet; den er sort, tæt, af mnsligt brud og kan let poleres; har anvendelse til smykkesager og til røge- rekvisiter. Brunkul viser følgende chemiske sammensætning: k ulstof 50—75 %, vandstof 5—6 %, sur stof 20—44 % og er gjerne rig paa vand, 10—35%, undertiden lige til 60%. Ofte er de meget rige paa aske, der væsentlig indeholder gibs og svovlkis. Alle sorter brunkul har brun streg og giver med natronlud en brun opløsning (forskjel fra stenkul). Ved tørdestillation faar man mest eddikesurt ammoniak og fri eddike- syre, medens stenkul og torv giver ammoniakalske produkter uden nævneværdige mængder eddikesyre. Torv. (Torf, turf eller peat, tourbe). Torv er et produkt af moser (særlig sphagnum og hypnum-arter}, der er formuldet under vand. Den afsætter sig fremdeles ved afleiringer, idet stadig nye mængder moser i myrene synker tilbunds. Store stræk- ninger i Norge, Sverige, Finland, Irland, Tyskland, Rusland og Canada er dækkede af saadanne mere eller mindre udtørrede myrer. Siden umindelige tider har man anvendt torv som brændmateriale, og det spiller som saadant en betydelig rolle særlig i træløse egne og langt fra jernbanestationer eller havne, hvor adgangen til stenkul er vanske- lig. Ellers har torv vanskelig for at konkurrere, da den som oftest er meget uensartet, har stort volum i forhold til vegten og desuden i raa tilstand er ganske vaad (ca. 85 % vand). Dens brændværdi i lufttør tilstand (med 25 % fugtighed) er omtr. det halve af god stenkuls. Den enkleste maade at udvinde torv paa er med en skarp spade at udskjære firkantede stykker, som derefter tørres i luften. Dette pro-