Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

TÆNDSTOFFER. BRÆND- OG BELYSNINGSMATERIALER. 441 Stenkul er ugjennemsigtig, mere eller mindre sprød med musligt og ujevnt brud. Haardheden ligger mellem 1 og 2.5; sp. v. 1.3—1.8, stregen er brunsort til sort. Ved ophedning uden lufttilgang undviger gas og andre flygtige substanser som tjære o. s. v., medens koks bliver tilbage. De vigtigste varieteter af stenkul: 1. Glanskul er sterkt glinsende og sprød med sort streg. 2. Bagekul af fløielssort farve, sterkt fedtglinsende med musligt brud; er blød og lidt seig. 3. Cannelkul (candle coal) har graalig sort eller fløielsagtig sort farve med svag fedtglans, jevnt eller fladmusligt brud og tæt i massen; stregen er ren sort. 4. Grovkul, matkul er graalig sort med kornet, ujevnt brud, er lidet glinsende, og har sort streg. 5. Skiferkul eller bladkul er udpræget skifrig. 6. Sodkul er af graalig eller jernsort farve, løs, jordagtig og farver af. Boghead-kul eller Torbanehill kul kaldes en bituminøs sub- stans, som findes i Skotland; det er nærmest en slags cannelkul af brun farve, meget haard og vanskelig at slaa istykker, let antændelig og brænder med sodende flamme; den giver meget lysgas. Efter stenkullenes forhold under forbrændingen skjelner man mel- lem 3 slags: bagekul, sinterkul og sandkul. Bagekul bliver ved ophedning blød, kladder sig sammen og efter- lader i tilfælde en blæret koks, der indtager et større voluni end de op- rindelige kul i pulveriseret tilstand. Saadan kul er rig paa gas, brænder med lang og lysende flamme. S in ter kul giver koks, som omtrent indtager det pulveriserede kuls volum og form; smelter ikke, men sintrer sammen. Sandkul svinder noget ind ved ophedning. Koksen bevarer kul- lenes form uden at smelte eller sintre sammen. Kul, der ved ophed- ning giver lidet gas, giver kort og lidet lysende flamme. Saadanne gasfattige sinter- og sandkul kaldes magre; gasfattige bagekul halv- fede og gasrige bagekul fede. Jo større kulstofgehalten er, desto vanskeligere antændes kullene; derfor behøver meget kulstofrige kul- sorter som antracit og koks en høi temperatur og sterk lufttilgang for at komme i brand. Anvendelsen er noget forskjellig for de nævnte sorter: Bagekul egner sig bedst til udvinding af gas og som smedekul, men ikke i gas- generatorer, da risten let kan tilstoppes. Sinterkul passer bedst til kjedelfyring, til flamme- og schaktovne og ved glødning af digler, medens sandkul særlig passer til tegl- og kalkbrænding. Kul med kort flamme passer bedst til røgfri forbrænding, medens kul med lang flamme er mest skikket til ophedning af store flader (under kjedler f. eks.). Udvindingen af stenkul foregaar bergmandsmæssig.