Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

440 TÆNDSTOFFER, BRÆND- OG BELYSNINGSMATERIALER. og delvis metallisk glinsende med musligt brud; sp. v. 1.4-—1.8, haard- hed 2 2.5; den indeholder 90—95°/o kulstof. Asken er enten rød eller hvid. Antracit fra Olonez med ca. 98 °/o kulstof staar mellem alminde- lig antracit og grafit og leder som denne elektriciteten. Stenkul. (Steinkohle, coal, houille). Dette er det mest anvendte af alle brændmatenaler. Der findes mægtige leier i England, Amerika, Tyskland, Frankrige, Østerrige-Ungarn, Rusland o. s. v. foruden de endnu uberørte vældige felter i China og Indien. Stenkullene ligger i vidtstrakte lag af forskjellig mægtighed fra nogle centimeter til mange meters tykkelse, oftest over hinanden, adskilt ved mellemliggende lag af sandsten eller lerskifer. Paa disses berørings- flader med stenkullene kan man finde de tydeligste aftryk af tidligere jordperioders planter (kjæmpemæssige sneiler, kraakefødder og bregner). Af disse planter er stenkullene dannet gjennem en langsom gjæring under vand. Ved den herved fremkaldte varme er store dele af de flygtig6 substanser, surstof og vandstof, undveget, medens de senere paakommende sandlag ved sit tryk har presset massen tæt sammen i lag, der dog i mange tilfælder ved senere forskyvninger af jordskorpen er kommen ud af sit oprindelige, horisontale leie. I selve stenkulmassen er det først ved speciel chemisk og mikroskopisk behandling muligt at efterspore planteoprindelsen. Den chemiske sammensætning varierer adskillig. De mineralsub- stanser, der bliver tilbage ved forbrændingen, kaldes aske og bestaar i modsætning til trækulaske væsentlig af kiselsyre, lerjord, jernoksyd og sulfater og har ingen handelsværdi. Askemængden kan variere mellem 1 % eller derunder og 20 %, eller endogsaa derover, i middel 4—12 %. Beregnet paa askefri substans udviser stenkul følgende gen- nemsnitlige sammensætning: kulstof 73—93%, vandstof 4—6%, sur- stof 3 20% og kvælstof 0.2 — 2%; desuden indeholder de mere eller mindre vand (1—4 %). Som følge af gjæringsprocessen findes der i stenkul altid større eller mindre mængder gasarter indesluttet, særlig sumpgas (CHJ, æthylen (C2H4), kulsyre (CO2) o. s. v. Det er væsent- lig de to første, der under visse betingelser kan træde ud i grubernes gange og sammenblandet med luft ved antændelse foraarsage de fryg- telige grubeeksplosioner. Til beskyttelse herimod anvendes der altid i kulgruber specielt konstruerede lamper (Davy’s sikkerhedslampe). Sten- kul indeholder desuden altid mere eller mindre svovl (0.5—1.5%), hoved- sagelig stammende fra svovlkis (FeS^). Denne spiller en ikke ubetydelig rolle ved lagring af stenkul. Ved en langsom oksydation, kräftigst ved sommervarme — ofte i skibsladninger — kan temperaturen i det indre stige betydelig og foranledige selvantændelse.