Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Emne: kemisk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
 DIVERSE VARER. 519 Kolokvinter er de 5—8 cm. tykke, tørrede, gjerne afskallede frugter af kolekvintagurken (citrullus colocynthis)-, de er meget bitre og virker jjterkt afførende; udtræk benyttes mod insekter. Rævekager, bræknødder er de gulgraa, skjoldformige frø af strych- nos nux vomica. De er meget giftige paa grund af en gehalt af strychnin og brucin. Ignatiusbønner af strychnos Ignatii er endnu giftigere. Af lægemidler fra dyreriget kan nævnes: Moskus, ambra og ziehet, der tidligere er omtalt p. 414. Bævergjæl eller kastorpunge er to pæreformede, lidt fladtrykte kjertelsække, som hænger sammen i den smale ende. De faaes af saavel han- som hunbæveren. De friske punge tørres i røg. Indholdet danner en brunagtig, sprød masse, der har en egen russelæderlignende lugt og bitter smag. Bævergjæl benyttes i medicinen mod nervesygdomme og som krampe- stillende middel. 3. Plantesafte (ekstrakter). Lakritssaft er saften af lakrits roden; den faaes ved ud kogning med vand og paafølgende inddampning til grødagtig konsistens, hvorpaa den formes til stænger. For at forhindre sammenklebning omgives de med laurbærblade. Den bedste er C al ab res er. Lakritssaft fremstilles i Spanien, Frankrige, Italien, Sydrusland o. s. v. God vare maa være sortglinsende i broddet og have ren, sødlig, men ikke brændende sinag. I koldt vand bør mindst 60—80% opløses. Den benyttes ogsaa i medicinen. Ordinære sorter er ofte forfalsket med gulrodsaft, runkelro- saft, dekstrin, stivelse, gelatin, sod o. s. v. Aloe er den indtørrede saft fra bladene af flere arter aloe, navnlig aloe ferox og aloe africana, der hører hjemme i Syd- og Østafrika, medens der ogsaa kommer aloe fra Vest- og Ostindien. Den i handelen gaaende vare er en brun masse af eiendommelig lugt og høist bitter smag. Den er sprød og kan udrives til et gult pulver. I vand er den kun delvis opløselig, derimod fuldstændig i alkohol (aloetinktur). Man skjelner i handelen mellem to hovedsorter: den glinsende aloe og den matte aloe (leveraloé). Til den første sort hører de lyse, glas- glinsende amorfe og gjennemsigtige sorter særlig fra Kap og Ost- indien (Jaffarabad). De matte sorter er ugjennemsigtige og krystallinske, fedtglinsende og af leverbrun til rnatbrun farve. De mest bekjendte sorter er Natal og vestindisk (Barbados) aloe. For- skjellen mellem disse sorter skriver sig fra en forskjellig frernstillings- maade, idet der til de glinsende har været anvendt sterkere varme. Efter produktionslandene skjelner man mellem sydafrikansk, øst- afrikansk, vestindisk og ostindisk aloé. fe ^Rw®H«Sa»XS5WTraBs^ * * —