Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi
Forfatter: E. Simonsen
År: 1905
Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger
Sted: Kristiania
Sider: 524
UDK: 620.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DIVERSE VARER.
519
Kolokvinter er de 5—8 cm. tykke, tørrede, gjerne afskallede frugter
af kolekvintagurken (citrullus colocynthis)-, de er meget bitre og virker
jjterkt afførende; udtræk benyttes mod insekter.
Rævekager, bræknødder er de gulgraa, skjoldformige frø af strych-
nos nux vomica. De er meget giftige paa grund af en gehalt af
strychnin og brucin.
Ignatiusbønner af strychnos Ignatii er endnu giftigere.
Af lægemidler fra dyreriget kan nævnes:
Moskus, ambra og ziehet, der tidligere er omtalt p. 414.
Bævergjæl eller kastorpunge er to pæreformede, lidt fladtrykte
kjertelsække, som hænger sammen i den smale ende. De faaes af saavel
han- som hunbæveren. De friske punge tørres i røg. Indholdet danner en
brunagtig, sprød masse, der har en egen russelæderlignende lugt og bitter
smag. Bævergjæl benyttes i medicinen mod nervesygdomme og som krampe-
stillende middel.
3. Plantesafte (ekstrakter).
Lakritssaft er saften af lakrits roden; den faaes ved ud kogning
med vand og paafølgende inddampning til grødagtig konsistens, hvorpaa
den formes til stænger. For at forhindre sammenklebning omgives de
med laurbærblade. Den bedste er C al ab res er. Lakritssaft fremstilles
i Spanien, Frankrige, Italien, Sydrusland o. s. v. God vare maa være
sortglinsende i broddet og have ren, sødlig, men ikke brændende sinag.
I koldt vand bør mindst 60—80% opløses. Den benyttes ogsaa i
medicinen. Ordinære sorter er ofte forfalsket med gulrodsaft, runkelro-
saft, dekstrin, stivelse, gelatin, sod o. s. v.
Aloe er den indtørrede saft fra bladene af flere arter aloe, navnlig
aloe ferox og aloe africana, der hører hjemme i Syd- og Østafrika,
medens der ogsaa kommer aloe fra Vest- og Ostindien. Den i handelen
gaaende vare er en brun masse af eiendommelig lugt og høist bitter
smag. Den er sprød og kan udrives til et gult pulver. I vand er den
kun delvis opløselig, derimod fuldstændig i alkohol (aloetinktur). Man
skjelner i handelen mellem to hovedsorter: den glinsende aloe og
den matte aloe (leveraloé). Til den første sort hører de lyse, glas-
glinsende amorfe og gjennemsigtige sorter særlig fra Kap og Ost-
indien (Jaffarabad). De matte sorter er ugjennemsigtige og
krystallinske, fedtglinsende og af leverbrun til rnatbrun farve. De
mest bekjendte sorter er Natal og vestindisk (Barbados) aloe. For-
skjellen mellem disse sorter skriver sig fra en forskjellig frernstillings-
maade, idet der til de glinsende har været anvendt sterkere varme.
Efter produktionslandene skjelner man mellem sydafrikansk, øst-
afrikansk, vestindisk og ostindisk aloé.
fe
^Rw®H«Sa»XS5WTraBs^ * * —