Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

KOLONIALVARER. 61 nummere fra 1—20, der fornyedes andet hvert aar. Jo høiere nummer desto finere kvalitet. Nr. 1 var sortbrunt, nr. 20 en ren, hvid vare. I erkjendelsen af, at en saadan bedømmelse baade er subjektiv og upaa- lidelig, har man nu gaaet over til at bedømme kvaliteten efter ren de- ment o: det virkelige udbytte af raffineret sukker, der kan erholdes (ud- trykt som procent). Ad optisk vei ved undersøgelse af sukkeret i polari- sationsapparatet bringer man paa det rene, hvormange procent rent rør- sukker varen indeholder. Videre tages der hensyn til de ved chemisk undersøgelse fundne mængder af invertsukker (blanding af drue- og frugt- sukker), til askemængden (uorganisk substans) og andre organiske sub- stanser. Disse to sidste tilsammenlagt benævnes „ikkesukker“. For nu at bestemme rendementet benyttes følgende regel i Tysk- land: Der fratrækkes fra den fundne sukkermængde gehalten af „ikke- sukker“ multipliceret med 2.25. I Østerrig: Den ved polarisation fundne sukkermængde fratrækkes den 5-dobbelte askemængde. Dette sker af den grund, at det erfaringsmæssig viser sig, at ved raffineringen hindrer asken og „ikkesukkeret“ en større mængde sukker fra at krystal- lisere ud. Eksempel: Analysen viser: 96.5 % rørsukker, 1 .2 - org. „ikkesukker“, 0 .8 - salte (aske), 1.5 - vand. Efter tysk regel bliver rendementet: 96.5 2.25 X (1.2 4- 0.8) = 92° R. Efter østerrigsk regel: 96.5 ~ 5 X 0.8 = 92.5° R. 2. Raasukker af runkelroen. Runkelroen indeholder gjennemsnitlig 12 % sukker (fra 9—16 % og derover). Saften udgjør ca. 96 % og den øvrige del, der væsentlig er cellemembraner, ca. 4 %. Denne saft holder omtrent 80 % vand og 20 % tørsubstans, hvoraf hovedbeslanddelen er sukker. Saften fra runkelroen er imidlertid langt mere uren end saften fra sukkerrøret og fordrer saaledes en meget omstændeligere bearbeidelse, naar sukkeret skal udvindes. Det fremkomne sukker er i almindelighed urenere end det tilsvarende raasukker fra sukkerrøret. Tiltrods for, at runkelroen som raastof er langt mindre gunstig, har dog roesukkerindustrien skudt en meget rask vekst. Oprindelig foran- lediget ved fastlandsspærringen, da det gjaldt i selve Europa at udvinde kolonialvarer, har denne industri allerede forlængst vist det uberettigede i Liebig’s og Knap’s spaadomme (1851) om, at den aldrig vilde faa nogen større betydning og ingen fremtid havde, men nærmest var at