Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

KOLONIALVARER. 65 og geléer, til punsch, bonbons og forskjellige konditorivarer o. s. v. og som spisesyrup samt i enkelte lande som maltsurrogat. Druesukker maa ikke indeholde arsenik, hvilket let kan indtræffe, om den til dets fabrikation anvendte svovlsyre har været arsenholdig. Man har havt flere eksempler paa forgiftninger ved saadan uren vare. Melkesukker. (Lactose). Denne sukkerart udvindes af sød melk. Den kommer i handelen som stænger af 4—6 cm’s tykkelse og 20 40 cm’s længde lagret om en træpinde. Det danner tæt paa hinanden siddende, haarde krystaller, eller det kan faaes som hvidt pulver. Det er langt mindre sødt end rørsukker og har kun medicinsk anvendelse. Syrup. (Sirup, treacle, mélasse). Syrup kaldes en farveløs eller gul til brun, tyk sukkeropløsning. Man adskiller: spisesyrup, invertsukkersyrup, stivelsesukkersyrup (glycose) og maltekstrakt. Spisesyrup er enten den sidste syrup fra sukkerraffinerierne eller syrup fra udvinding af kolonialraasukker. Den indeholder 56—66 % sukker, væsentlig rørsukker, men ogsaa lidt invertsukker. Kolonialsyrup har en behagelig, honninglignende smag og en sp. v. over 1.3. Meget kolonialsyrup anvendes til fabrikation af rum. Invertsukkersyrup fremstilles ved at behandle en opløsning af rent konsumsukker (rørsukker) med fortyndede syrer. Den bestaar af en blanding af druesukker og frugtsukker. Det vandklare produkt er renere og har lignende anvendelse som glycose. Stivelsesukkersyrup (glycose) er omtalt før. Den indeholder altid noget dekstrin. Maltekstrakt er en syrup hovedsagelig bestaaende af maltsukker (maltose); den udvindes af malt. Den har væsentlig medicinsk anven- delse. Maltose er forøvrigt gjennemgangsleddet ved fabrikation af øl af byg og spiller som saadant den største rolle i bryggerierne. Sukker — særlig strøsukker — forfalskes undertiden med andre hvide stoffer som gibs, tungspat, kridt, mel, dekstrin o. s. v.; men da disse stoffer let røber sig ved deres uopløselighed i vand, er det sjelden, at saadanne grove forfalskninger nu foretages. Undertiden kan der, om end i smaa mængder, komme kobber- og zinkforbindelser i sukkeret paa grund af urenslighed ved behandling af fabrikens kobberkar og messingkraner. Almindelig var det og er det tildels endnu, som før nævnt, at tilsætte ultramarin. Herved opnaaes at brække den lidt gulagtige farve, som sukkeret let faar. For meget ultramarin forbyder sig selv, da sukkeret derved vilde blive afgjort blaafarvet. Denne tilsætning har man anseet 5