Vejledning i Varekundskab
med tilhørende Mekanisk og Chemisk Teknologi

Forfatter: E. Simonsen

År: 1905

Forlag: I kommision hos T. O. Brøgger

Sted: Kristiania

Sider: 524

UDK: 620.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
KOLONIALVARER. 67 i sukkerfabrikerne interesserede med ængstelse saa det nye stof vinde indpas, et stof, der kunde tænkes at ville ødelægge de mange millioner, der er nedlagt i sukkerfabriker. Det spiller her ingen rolle, at saccha- rinet ingen næringsværdi har. Det er at betragte som et krydderi. Ingen vil vel tillægge det nogen betydning, om f. eks. peber har næringsværdi eller ikke. Dette gjælder naturligvis endnu mere her, hvor stoffet efter de nyeste forbedringer har en sødme 500 gange større end almindeligt sukkers. Næringsværdi kan skaffes paa anden og billigere maade, f. eks. gjennem stivelse. Man har fundet stoffer, der udgives for sukker, men ikke indeholder spor sukker, men bestaar af stivelse, potetesmel eller stivelsesukker — tilsat saccharin i en mængde af 0.2 %, hvorved det mindre søde stivelsesukker faar en sødme svarende til rørsukkers. Nærings- værdien kan være lige høi og sødmen lige stor — efter behag meget større end hos sukker. Fraseet sundhedsskadelighed maa man forlange, at publikum faar vide, hvad det kjøber; hvis ikke, maa saadant sukker ansees som forfalsket. Imidlertid er fabrikation og salg af saccharin i flere lande forbudt. Samtlige forurensmnger, opblandinger eller forfalskninger af sukker og syrup lader sig bestemt paavise — om end med nogen vanskelighed for syrups og honnings vedkommende, naar disse er forfalskede med stivelsesyrup. Norge indførte i 1902 for omtr. 9 mill. kr. i sukker og syrup. Tillæg: Honning. (Honig, honey, miel). Denne søde, syrupsagtige væske samler honningbien (apis melli fera) af blomsternes sukkerholdige saft (nektar), der videre bearbeides i en egen formave, hvorefter den afgives gjennem munden og lagres i bikubernes vokskager. Der findes forskjellige bisorter, hvoraf den itali- enske med gule ringe paa bagkroppen er den mest afholdte. For at faa honningen udtages vokskagerne og lægges paa et varmt sted. Den honning, der saa flyder ud af sig selv, er den bedste og kaldes jomfru- honning. Den øvrige honning, der faaes ved udpresning eller centri- fugering (udslyngning) er den almindelige honning, som er mørkere farvet, noget grumset og af mindre fin smag. Honningens kvalitet, dens lugt og smag er afhængig af aarstiden og de blomster, bierne besøger. Specielle honningplanter er: kløver, lind, boghvede, forskjellige læbe- blomstrede, lyng o. s. v. Meget skattet er li nd honning, medens lyng- honning er en simplere sort, der er meget tyk og seig, saa den ikke kan slynges, men maa udsmeltes. Honning indeholder druesukker (ca. 80 %) og frugtsukker, lidt rørsukker og vand (ca. 16 %), desuden lidt voks, farvestoffer og specielle aromatiske stoffer samt endel ukjendte syrer. Der drives betydelig biavl i Tyskland, Ungarn, Polen, Krim, Spanien, Frankrig og senest i Amerika (Havanna, Valparaiso o. s. v.). God honning er af lys farve og har en specifik vegt 1.41—1.44; den har ren, sød smag og behagelig aroma. Ved henstand udskilles i ren hon-