II VIKINGETIDEN 121
Masten stod omtrent midt i Krapperummet, der agterefter stødte
op til det agterste Lænserum, hvorefter fulgte det agterste Forrum,
der svarede til senere Tiders Arkeli og rummede Kistebænke med
Mandskabets Vaaben. Her havde de fornemste Krigere deres Plads
i nærmeste Nærhed af Skibets Høvding.
Kabys fandtes ikke i Oldtidens Skibe, ligesaa lidt som en Kok.
Løb man langs en Kyst og trak Skibet paa Land for Natten, tændte
man Baal paa Stranden og kogte sin Grød i Land. Ellers nøjedes man
om Bord med tør Kost. I Reglen slog to eller flere Mænd sig sammen
og holdt fælles Spisekammer. Saadanne Madfæller kaldtes motuman-
tar, Madkammerater, af hvilket Ord først det gammelfranske matenot,
senere det nyfranske matelot udviklede sig, vort Matros.
71. Dansk Mønt fra det 9. Aarh.
Raa Efterligning af Carl d. Stores Mønter.
1
En Haandgerningsmand, en fingerfærdig og kunstfærdig Mand,
kaldtes i den nordiske Oldtid en Smed, uanset hvilket Raastof han
arbejdede i. Skibbyggere hed derfor ogsaa Smede, hvad enten de
arbejdede i Jærn eller Træ. Mesteren, der ledede Arbejdet, hed Hoved-
smeden. Under ham arbejdede de to Stævnsmede, der huggede og
rejste Stævntræerne og alle de indvendige Forbindelser; dernæst Bord-
smeden eller Klædningssmeden, der huggede Klædningsplankerne og
passede dem til, hvorpaa de blev nittet til Stævnene og til hinanden
indbyrdes af Naglesmeden. Endelig var der Snedkere og almindelige
Tømmermænd samt Haandlangere.
Skibsbygningen foregik i Reglen under Tag i et Skur eller et Ruf.
Paa Opstablinger af Tømmerstokke, Bakkestokkar, hvoraf Betegnelsen
for en Bedding, Bankestokken, der endnu brugtes paa Holbergs Tid,
blev Kølen lagt, hvorpaa Stævntræerne, Forstavnen eller Fremstavnen
og Skudestavnen eller Agterstavnen blev rejst. Dernæst blev, som