Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 782

UDK: 382

Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 791 Forrige Næste
i32 BERING LIISBERG III som ogsaa straks kom i Stand, efter at Tyskerne i Løbet af det tolvte Aarhundrede havde trængt Venderne tilbage og sat sig fast langs Kysten. Den senere saa nærliggende Vareudveksling tværs over Østersøen mellem Danmark og Nordtyskland kunde saaledes i den tidlige Middel- alder ikke finde Sted. Efter at Vikingetogene med deres Eventyr, Kamp og Handel er forbi, synes det tillige, som om Mændene af de danske Storslægter, Høvdingerne, faar mindre Smag paa Livet til Søs. Ganske paa samme Maade gik det, om end mulig lidt senere, i Norge. Det er nu een Gang en gammel Erfaring, at Folk, der kan have det fedt og godt paa Land- jorden, længes ikke saa meget efter at komme til Søs. Og de store Rigdomme, der under Vikingetogene var samlet her i Landet, havde frembragt en Hang til Vellevnet, som nok for en Tid kunde svække Folkets Kraft. Nordboerne havde ikke gjort Bekendtskab med Angelsaksernes, Frankernes og Irernes overlegne og af mildere Sæder prægede Kul- tur, uden at blive paavirkede deraf. Og det baade til det gode og til det mindre gode. Deres Vildskab og raa og haarde Voldsomhed var bleven mildnet af Kristendommen, de havde faaet dybere Sans for aandelige Værdier (se S. 34), men samtidig havde de faaet Smag paa at nyde Livet og de mange nye Glæder og Lyksaligheder, det bød, uden dog endnu at have faaet tilstrækkelig Kultur til at forstaa Nød- vendigheden af at holde Maade. De Danskes Svaghed for god Mad og Drikke og helst rigeligt af bægge Dele var snart kendt i England, og Dronning Alfifa forstod, hvad et godt Bord var værd, naar hun vilde have sine politiske Planer fremmet. De Danske blev betragtede som nogle store Slughalse. Og man faar endvidere Oplysning om, at de yndede smukke Klæder og smukke Vaaben. Det var nu ikke nyt. Ejheller at de gerne tog Bad. Men de gamle Vikinger, som Lodbrogssønnerne, vilde sikkert have slaaet en rungende Haanlatter op, om de havde set deres Efterkommere i England, Mænd lige saa godt som Kvinder, bruge Øjensminke for at kunne tage sig bedre ud. De Danske havde ikke Kultur og Overlegenhed nok til at kunne taale den Magtstilling, som Knud den Stores Personlighed og Hersker-