Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel I
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 782
UDK: 382
Af dette værk er trykt som luksusudgave 300 nummerede eksemplarer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
i32 BERING LIISBERG III
som ogsaa straks kom i Stand, efter at Tyskerne i Løbet af det tolvte
Aarhundrede havde trængt Venderne tilbage og sat sig fast langs Kysten.
Den senere saa nærliggende Vareudveksling tværs over Østersøen
mellem Danmark og Nordtyskland kunde saaledes i den tidlige Middel-
alder ikke finde Sted.
Efter at Vikingetogene med deres Eventyr, Kamp og Handel er
forbi, synes det tillige, som om Mændene af de danske Storslægter,
Høvdingerne, faar mindre Smag paa Livet til Søs. Ganske paa samme
Maade gik det, om end mulig lidt senere, i Norge. Det er nu een Gang
en gammel Erfaring, at Folk, der kan have det fedt og godt paa Land-
jorden, længes ikke saa meget efter at komme til Søs. Og de store
Rigdomme, der under Vikingetogene var samlet her i Landet, havde
frembragt en Hang til Vellevnet, som nok for en Tid kunde svække
Folkets Kraft.
Nordboerne havde ikke gjort Bekendtskab med Angelsaksernes,
Frankernes og Irernes overlegne og af mildere Sæder prægede Kul-
tur, uden at blive paavirkede deraf. Og det baade til det gode og til
det mindre gode. Deres Vildskab og raa og haarde Voldsomhed var
bleven mildnet af Kristendommen, de havde faaet dybere Sans for
aandelige Værdier (se S. 34), men samtidig havde de faaet Smag paa
at nyde Livet og de mange nye Glæder og Lyksaligheder, det bød,
uden dog endnu at have faaet tilstrækkelig Kultur til at forstaa Nød-
vendigheden af at holde Maade.
De Danskes Svaghed for god Mad og Drikke og helst rigeligt af
bægge Dele var snart kendt i England, og Dronning Alfifa forstod,
hvad et godt Bord var værd, naar hun vilde have sine politiske Planer
fremmet. De Danske blev betragtede som nogle store Slughalse. Og
man faar endvidere Oplysning om, at de yndede smukke Klæder og
smukke Vaaben. Det var nu ikke nyt. Ejheller at de gerne tog Bad.
Men de gamle Vikinger, som Lodbrogssønnerne, vilde sikkert have
slaaet en rungende Haanlatter op, om de havde set deres Efterkommere
i England, Mænd lige saa godt som Kvinder, bruge Øjensminke for at
kunne tage sig bedre ud.
De Danske havde ikke Kultur og Overlegenhed nok til at kunne
taale den Magtstilling, som Knud den Stores Personlighed og Hersker-