NORDISK SØFARTI FORHISTORISKTID
Det Folk, der bygger og bor i det havomflydte Danmark med dets
talrige Øer, dets mangfoldige og dybt indskaarne Fjorde og den i
Forhold til Landets Størrelse saa betydelige Kystlinie, har fra de tidlig-
ste Tider af Naturen selv været henvist til at færdes paa Søen og for
en stor Del at hente sin Næring derfra.
Saa langt vor Historie rækker, finder vi da ogsaa Vidnesbyrd om,
at de Danske har været et fiskende og søfarende Folk. Skal Digteren
udtrykke, hvor ældgammel vor Fortrolighed med Søen er, fører han
den med det bekendte Vers: Øboen fra Lodbrogs Tid husvant pla-
sker til Søs, langt tilbage i Sagatiden. Men han har — i Modsæt-
ning til Digteres Art — ikke taget Munden fuld nok. Han kunde
uden Overdrivelse have henført vort Lands Befolknings husvante
Piasken til Søs til et Par Aartusinder før selve Lodbrogs Tid.
»I sin ældste og mest hjælpeløse Tilstand har Mennesket overalt, hvor
der var Mulighed derfor, søgt sin Hovednæring blandt Strandens Skal-
dyr, og paa dette lave Standpunkt har det udbredt sig over hele Jorden.«
De ældste Beboere af vort Fædreland har saaledes, som Europas
Urbefolkning i Almindelighed, af Hensyn til Livets Ophold slaaet sig
ned paa Stranden og har fra de tidligste Tider været et Kystfolk. Langs
den gamle Kystlinie, — som i vore Tider for en Del af Landets Vedkom-
mende ligger langt oppe i Land, for en anden Del ligger ude i Søen,
finder vi endnu som Minder om den ældste Befolkning Rester af deres
Maaltider ophobet paa Bopladserne som mægtige Affaldsdynger, Køk-
kenmøddingerne, som man tidligere kaldte dem med en noget misvisende
Betegnelse, der nu søges erstattet med det bedre Udtryk Skaldynger.
Af disse Skaldynger fremgaar det tydeligt, at den ældre Stenalders