Danmarks Søfart og Søhandel
Fra de ældste Tider til vore Dage

i66 VILLADS CHRISTENSEN IV met. Efter Christjærn II.s Forjagelse havde Lybækkerne faaet Bestem- melser gennemførte, som sigtede til at holde dem borte, og for en Tid var Handelen med dem gaaet i Staa; men længe varede det ikke, før Frederik I og Rigsraadet henvendte sig til dem med Opfordring til igen at drive Handel i Kongens Lande. Den Understøttelse, Neder- landene ogsaa senere ydede den landflygtige Konge, bragte til Tider en Afbrydelse i det gode Forhold; men fra bægge Sider var man ivrig efter igen at optage Forbindelsen. Danmark kunde endnu ikke undvære Hollændernes Sømandsdygtighed og Kapital; og for de fremadstræ- bende Nederlande blev Handelen paa Østersøen en af de vigtigste Kilder til Rigdom og Magt. I 1537 sejlede 913 hollandske Skibe gen- nem Øresund, i 1567: 2732, i 1597: 3908, og den Talemaade opkom, at »Østersøhandelen er iXo ' jWrn h fjælen og Moderen for al Hollands Handel«. 101. Korshvid fra Christ]ærns I.s Tid. De danske Købstæder magtede ikke selv at overtage Arven fra Hansestæderne. De var i sig selv ubetydelige, — København havde højst 20,000 Indbyggere, Malmø c. 6000, Ribe c. 4000 — og var yderligere bleven svækkede ved Grevefejden. København var bleven tvunget til Overgivelse efter en haard og langvarig Belejring. Aalborg var bleven stormet og udplyndret, næsten alle de fynske Byer plyndrede eller brændte. Sammen med deres opsparede Velstand var ogsaa deres Selv- styre gaaet tabt. Deres Borgmestre blev nu indsatte af Kongen, og Statens Overhøjhed gjorde sig stedse mere gældende paa alle Omraader. Men Christian III benyttede ganske vist sin Indgriben i Byernes For- hold til disses eget Bedste, og gennem hele sin Regering stræbte han hen til, at den Handel, Danmark selv kunde drive, maatte komme Byerne og Borgerskabet til Gode. Ved en Række Forordninger, der begyndte straks efter hans Regerings Tiltrædelse og til sidst samledes i den Kol- dingske Reces 1558, søgte Kongen at tvinge al Handel og Haandværk inden for Købstædernes Mure. Paa Landet maatte ingen Handel finde Sted, hverken af gejstlige eller verdslige Embedsmænd, Ridefogder, Skrivere, Pebersvende, Bønder eller Bissekræmmere. Kun Saakorn maatte Bonden købe paa Landet, og Gavntømmer og Brændeved